Modstander nægtede at spille med Den Røde Baron som linjedommer-afløser
Der var dommer-panik i Frederikshavn lørdag eftermiddag, da den ene linjedommer måtte melde afbud kort før kampstart til serie 2-kampen i fodbold mellem FfI og Vodskov. Udeholdet fra Vodskov nægtede at stille op med rutinerede Per Christensen på linjen, som ellers var på stadion og klar til at overtage.
En time før kampstart på lørdagens serie 2-kamp på DRINX Arena (Frederikshavn Stadion) mellem FfI 2 og Vodskov blev klubberne gjort bekendt med, at kampens ene linjedommer ikke kunne møde frem grundet problemer med sin bil. Det gav naturligvis lidt problemer, da det er obligatorisk med linjedommere i serie 2.
FfIs førsteholdstræner, Kenneth Kjærsgaard, foreslog, at man spurgte Per Christensen, også kendt som Den Røde Baron, om han kunne træde til. Per Christensen dømte samme sted serie 4-kampen, der var færdig et kvarter før, at serie 2-kampen skulle spilles.
Men ifølge FfI-lejren nægtede Vodskovs træner, Jan Christensen, at lade den ellers så rutinerede dommer overtage linjedommeropgaven fra sin kollega, som ikke kunne nå at møde frem til opgøret.
- Vi synes, det var lidt plat, udtaler Kenneth Kjærsgaard til Kanal Frederikshavn og oplyser samtidig, at det ikke var en hvilken som helst dommer, der kunne overtage opgaven som linjedommer.
Per Christensen har dømt tæt ved 6.500 fodboldkampe, og over 2.000 af dem er som linjedommer, hvor han i tidernes morgen huserede på linjen i Danmarksserien.
Det betød, at den anden linjedommer, Daniel Sonnichsen, måtte køre hjem uden at komme i aktion, og dommer Thomas Lang fra Aalborg måtte dømme kampen alene uden at have nogle til at assistere sig på linjen.
Kanal Frederikshavn har rakt ud til Vodskovs træner, men Jan Christensen har ikke besvaret vores henvendelse.
FfI vandt kampen 3-2. Patrick Høeg var på pletten to gange, mens Joachim Buchholtz scorede ét mål.




































