Gå til hoved-indhold
24. august 2026 - kl. 11.08

Silas og Milan Rytter tog topplaceringer ved Grand Prix Danmark

  • 1 af 3
  • 2 af 3
    Foto: Grippo
  • 3 af 3
    Foto: Grippo
Af: Michael Frederiksen

De to brødre Silas og Milan Rytter fra Sæby delte for første gang nogensinde bil under et racerløb - og det kastede pokaler af sig.

Som en gæsteoptræden i det danske MHO Danish Endurance Championship, hvor begge brødre tidligere har kørt hver for sig, stillede de to racerkørere fra Sæby op for DC Motorsport i en Lamborghini Huracan Super Trofeo magen til den, brødrene normalt kører i Lamborghini Super Trofeo Europe og Campionato Italiano Gran Turismo-mesterskaberne.

Selvom deltagelsen mest af alt var for at bidrage til stemningen og underholdningen ved årets største banesportsløb, satte brødrene allerede i tidtagningen streg under indsatsen. Med startplaceringer i første række til begge weekendens løb var der ingen tvivl om ambitionsniveauet.

Lørdagens løb blev også en opvisning i rå fart og vedholdenhed. Lamborghinien, som trods sine mange hestekræfter og store vinger ikke er feltets mest potente bil, lå forrest indtil få omgange før målstregen, hvor Milan Rytter til sidst ikke havde mere bid tilbage i bagdækkene og måtte overlade føringen til en mere motorstærk konkurrent.

Under opsyn af et rekordstort antal gæster kunne Milan og Silas Rytter søndag give endnu en opvisning på den midtjyske asfalt. Kort før starten på løbet havde en regnbyge gjort banen glat, og det udnyttede Milan til sin fordel og tog føringen. Den holdt helt til pitstoppet midtvejs i løbet, hvor brødrene efter lørdagens sejr skulle holde 10 sekunder længere i pitten end konkurrenterne. Selvom Silas gjorde, hvad han kunne for at indhente det tabte, måtte de to Rytter-brødre tage til takke med endnu en andenplads - vel at mærke mod markant hurtigere biler.

- Det har været en vildt sjov weekend, og jeg har virkelig nydt at dele bilen med Milan. Vi arbejder jo allerede tæt sammen, selvom vi kører hvert vores mesterskab, og samarbejdet fungerer lige så godt, når vi deler bilen. Teamet ved DC Motorsport har sørget godt, både for os og vores gæster, så det har været en Grand Prix Danmark-weekend, vi ikke kommer til at glemme lige med det samme, siger Silas Rytter, som bakkes op af lillebror Milan:

- Vi fik vist, hvad sådan en Lamborghini er i stand til, og det var sjovt at kæmpe med helt fremme blandt de hurtigere GT3-biler. Der blev gået til den, og jeg tror, at vi fik givet både vores gæster og de mange tilskuere smæk for skillingen. Det har virkelig været en fed weekend, siger han.

Allerede i den kommende weekend er Silas Rytter tilbage i førersædet, når han kører næste afdeling af Lamborghini Super Trofeo Europe med Oregon Team på Nürburgring-banen i Sydtyskland.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...