Gå til hoved-indhold
26. august 2026 - kl. 18.08

Det er mig ubegribeligt - der må være en vej for N7

  • 1 af 1
Af  Lajla Villumsen

Lajla Villumsen har skrevet dette indlæg om N7: Jeg forstår ikke, at man kan overveje at nedlægge en velfungerende afdeling, udelukkende på grund af manglen på én læge. Alt andet fungerer...

Jeg var til demonstration 29. juli udenfor N7. Her oplevede jeg en styrke, fra nuværende og tidligere patienter og pårørende, som stod frem, talte deres sag lige fra hjertet.

Det var en enorm stærk oplevelse - rørende at se et menneske, der for kort tid siden har været indlagt, tage ordet, rystende, men med noget vigtigt på hjertet. For det er ikke uden omkostninger at stå frem. Det har krævet uanede kræfter, og jeg synes, det var SÅ stort.

Men det vidner også om, at denne sag er VIGTIG, på rigtig mange måder. Vigtig for patienterne, de pårørende og personalet på stedet.

Jeg forstår simpelthen ikke, at man kan overveje at nedlægge en velfungerende afdeling, fordi der mangler én person, en psykiatrisk læge i puslespillet. På alle andre pladser spiller det. Medarbejderne er veluddannede, der er et fantastisk samarbejde i forhold til rehabilitering og udslusning, som gør, at patienterne kommer nemmere igennem deres behandlingsforløb.

Patienterne udtrykker stor tilfredshed og tryghed i deres behandling og så skal én stilling være afgørende for SÅ mange ansatte, patienters og pårørendes fremtid.

Det er mig ubegribeligt!

Der må være en vej!

Jeg kan med glæde læse, at de store faglige organisationer er på banen med deres bekymringer, som er lig med dem patienterne og de pårørende giver udtryk for.

Lands- og regionspolitikerne har skabt dette morads. Det er dem, der har slået et brød op, der er hævet ud af proportioner, og nu er ved at falde sammen med voldsomme og uoverskuelige konsekvenser tilfølje.

Giv N7 dispensation, indtil de speciallæger, I ved, der er på vej, er uddannet. Ødelæg ikke tilbud og afdelinger, som har været årtier om at oparbejde en ekspertise på netop deres fagområde og har skabt et livsvigtigt og velfungerende behandlingstilbud for vores sårbare medborgere.

Der er demonstration igen ved N7 1. september kl. 11. Det er tidligere patienter, der igen ønsker, at vi står sammen og kæmper for dét, der giver mening og tryghed for dem!

Mød op, bak op om at bevare N7!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...