Enigt byråd: Området foran Frederikshavn Kunstmuseum får navnet Erik Mortensens Plads
Pladsen foran Frederikshavn Kunstmuseum får navnet Erik Mortensens Plads. Det vedtog et enigt byråd onsdag aften.
- Vi skal huske at hylde vores helte, og jeg synes, det er en fin plads. Det er min personlige mening, sagde Klaus Hjulmand (LA), formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund.
Frederikshavns berømte modeskaber Erik Mortensen får dermed opkaldt en plads efter sig i fødebyen. Han blev født i Frederikshavn 26. april 1926. Det vil sige, at han ville være fyldt 100 år i år, hvilket navngivningen skal ses i lyset af.
Det har tidligere været på tale at hylde Erik Mortensen i forbindelse med hans 100-års fødselsdag, men det private initiativ blev aldrig gennemført.
Jane Bengtsen (SF) vurderer, at pladsen foran Frederikshavn Kunstmuseum er et meget lille område.
- Kan vi ikke finde en større plads? Erik Mortensen var kendt for sin kreativitet, og han tænkte ud af rammerne, lød det fra SF'eren.
Hun pointerede, at hun bakker forslaget op.
- Det er afgjort alletiders forslag. Jeg er så gammel, at jeg kan huske Erik Mortensens flotte kreationer, men jeg havde dog aldrig råd til at købe så meget som en sok, oplyste Jane Bengtsen.
Et enigt byråd vedtog, at området foran Frederikshavn Kunstmuseum får navnet Erik Mortensens Plads
Planen er at opsætte en mindeplade for Erik Mortensen, og målet er, at indvielsen og navngivningen finder sted i år, hvor Erik Mortensen ville være fyldt 100 år.
Erik Mortensen var chefdesigner i det prestigefyldte modehus Pierre Balmain og modtog i 1983, 1987 og 1994 Le Dé d’Or – Det Gyldne Fingerbøl, en af haute couturens mest prestigefyldte priser.
De Gyldne Fingerbøl befinder sig i dag hos Designmuseum Danmark i København. De blev tidligere udstillet i Det Musiske Hus i Frederikshavn, men blev hentet tilbage af museet for 12 år siden i forbindelse med planerne om en ny tekstil- og modeafdeling.




































