Hvornår gik det af mode at spare op til sin egen alderdom?
Steffen Stenbak Christiansen, byrådskandidat for Venstre ved KV25, har skrevet dette indlæg: Debatten om besparelser på ældreområdet bliver ofte meget sort-hvid. Enten skal det offentlige levere det hele, eller også bliver det fremstillet som en forringelse af velfærden. Men måske mangler vi en mere grundlæggende diskussion: Hvornår er det egentlig gået af mode at spare op til sin egen pension og alderdom?
Jeg mener selvfølgelig, at vi som samfund skal sikre en værdig og ordentlig ældrepleje for alle. Ingen skal stå uden nødvendig hjælp, omsorg eller pleje, fordi økonomien er stram. Det er en helt central del af vores velfærdssamfund.
Men betyder det også, at det offentlige skal finansiere alt det, vi hver især kunne ønske os i vores alderdom?
For mig er det ikke urimeligt, at det offentlige sikrer et godt og forsvarligt grundniveau, mens vi som borgere samtidig har et ansvar for selv at spare op til de ekstra muligheder, vi gerne vil have som pensionister.
Vi accepterer allerede i dag, at vores økonomiske muligheder som pensionister afhænger af, hvor meget vi selv har sparet op gennem arbejdslivet. Nogle har råd til flere rejser, en nyere bil eller en større bolig end andre. Hvorfor skulle det være helt anderledes, når vi taler om visse dele af den service, vi ønsker i alderdommen?
Det betyder ikke, at vi skal skabe et A- og B-hold blandt ældre, når det gælder nødvendig pleje. Tværtimod skal fællesskabet være stærkt dér, hvor behovet er størst. Men vi bliver også nødt til at turde tale om, hvor grænsen går mellem fællesskabets ansvar og vores eget ansvar.
Pengene i kommunen er ikke uendelige. Hver krone, vi bruger ét sted, kan ikke samtidig bruges på skoler, dagtilbud, handicapområdet, veje eller andre velfærdsområder.
Derfor bør diskussionen om ældreområdet ikke alene handle om, hvorvidt der kan spares. Den bør også handle om, hvad vi med rimelighed kan forvente, at fællesskabet betaler for, og hvad vi selv må tage ansvar for gennem livet.
Personligt ansvar og et stærkt velfærdssamfund er ikke modsætninger. Efter min mening er de faktisk hinandens forudsætninger.




































