50 år på samme arbejdsplads: Strandby El-teknik fejrer Finn Thomsen
En cykeltur forbi Strandby El-teknik blev begyndelsen på et arbejdsliv, der nu har varet et halvt århundrede. I 50 år har Finn Thomsen været en del af virksomheden – fra de første arbejdsdage som ung mand til mange år som servicechef og en central skikkelse i virksomhedens udvikling.
Historien om Finn Thomsen og Strandby El-teknik begyndte næsten ved et tilfælde i sommeren 1976.
Finn kom cyklende, da virksomhedens stifter, Peder Johansen, stoppede ham og spurgte, om han ikke manglede en tjans. Det gjorde han tilsyneladende, for Finn blev sendt ud for at grave kabler ned ved et sommerhus. Da han kom tilbage om aftenen, lød spørgsmålet: "Du kommer vel igen i morgen?"
Det gjorde Finn. Og det har han stort set gjort lige siden.
Når Finn Thomsen i år kan fejre sit 50-års jubilæum, svarer det groft sagt til, at han har mødt ind på arbejde omkring 11.000 gange. Et tal, der meget godt illustrerer den stabilitet og arbejdsomhed, som har kendetegnet ham gennem hele karrieren.
Fra "Smed Thomsen" til servicechef
Finn Thomsen har gennem årene prøvet kræfter med lidt af hvert. I de unge år gik arbejdet blandt andet med montage af minktørringsanlæg rundt omkring i Danmark og sågar Sverige.
På disse ture var arbejdet fordelt mellem elinstallation og montage af de store ventilationsrør. Finn var som sædvanlig hurtig færdig med sin del af rørarbejdet og sprang derfor over for at hjælpe med elarbejdet.
Det fik en minkavler til lettere bekymret at spørge virksomhedens ejer, om det nu også var en god idé, at "ham smeden" stod og rodede inde i eltavlen.
Her blev kælenavnet "Smed Thomsen" født – et navn, der siden har hængt ved.
Siden 1. januar 2000 har Finn Thomsen været servicechef med ansvar inden for El, Data og Køl. Gennem årene har han haft kontakt til en stor del af virksomhedens kunder inden for blandt andet industri, fiskeindustrien, boligforeninger og kommunale kunder. Mange af relationerne har strakt sig over flere årtier.
Finns stabilitet har samtidig været med til at skabe stabilitet omkring ham. Han har gennem mange år bidraget til at sikre høj faglighed og effektivitet blandt medarbejderne og været med til at skabe det fundament, som Strandby El-teknik siden har kunnet udvikle og vokse videre på.
Fra læremester til sparringspartner
For administrerende direktør Tonny Stordal Johansen har relationen til Finn Thomsen en særlig betydning.
Finn var i sin tid Tonnys læremester. Siden udviklede relationen sig fra læremester og lærling til kollegaer og gennem mange år tætte sparringspartnere.
- Finn har fulgt mig gennem stort set alle faser af mit voksenliv – fra jeg var ung og under uddannelse, gennem familieliv, børn, glæder og sorger og senere som leder af virksomheden. Han har altid været loyal, venlig og ærlig. Jeg har en helt naturlig og dybtliggende respekt for Finn - både som kollega og som ven, fortæller Tonny Stordal Johansen.
Sammen har de oplevet Strandby El-teknik udvikle sig fra en mindre lokal virksomhed til en mellemstor installationsvirksomhed med en betydelig position i markedet.
Konkurrencemenneske, jæger og humørspreder
Finns betydning for Strandby El-teknik har aldrig kun handlet om arbejdet. Han er kendt for sit gode humør, sit karakteristiske grin og ikke mindst for at være særdeles drillesyg. Og så har han et konkurrencegen, der betyder, at næsten hvad som helst kan udvikle sig til en dyst.
Sport har altid fyldt meget. I sine yngre år var Finn en ivrig fodboldspiller og efter sigende blandt de mest scorende angribere i SEIF's historie. Senere blev jagten en stor passion, og blandt jagtkammerater har han ry for at være en særdeles habil sneppeskytte.
På et tidspunkt fyldte jagtinteressen også godt på kontoret. Trofæerne blev efterhånden så talrige, at kollegaerne mente, at kontoret begyndte at minde mere om en dyrepark end en installationsvirksomhed. Som en kærlig kommentar til samlingen hængte medarbejderne derfor et tøjdyr formet som et rådyr op blandt trofæerne.
En mand for fællesskabet
Finn har gennem årtier været en af drivkræfterne bag virksomhedens sociale liv og har arrangeret utallige personaleture og fester.
Det har ført medarbejderne vidt omkring – fra hestevognstur i Tyskland og tur til Edinburgh til elgsafari i Lille Vildmose. Fælles for turene har været Finns sans for at arrangere, samle mennesker og sørge for, at der også blev plads til grin og gode historier.
Nogle af historierne har været mere dramatiske end andre.
I november 1995 var Finn sammen med Claus Stordal Johansen og Søren på vej hjem fra et AEG-arrangement i Aalborg, da en af de værste snestorme i nyere nordjysk historie ramte.
Veje forsvandt under sneen, en lastbil spærrede ruten, og efter forgæves forsøg på at finde en vej hjem endte de tre strandet i en lille Ford Transit ved Syvsten. Her måtte de tilbringe natten og en stor del af den følgende dag klemt sammen i bilen i ekstrem kulde, inden de igen kunne komme videre.
Det blev en oplevelse, ingen af dem siden har glemt – og endnu en historie i et arbejdsliv, der efter 50 år rummer ganske mange af slagsen.
Stadig en del af Strandby El-teknik
Selv om Finn nu kan fejre 50 år i virksomheden, er jubilæet ikke et farvel til Strandby El-teknik.
Efter mange år med ledelsesansvar har Finn ønsket at lette arbejdspresset og skabe mere tid til livet uden for virksomheden – ikke mindst til ophold i sommerhuset sammen med Hanne og til generelt at nyde livet uden at have for travlt.
Finn har derfor afgivet sin ledelsesfunktion og har i dag en mere tilbagetrukket back-office-rolle, hvor han blandt andet arbejder med priskalkulationer og fakturering. Samtidig har han fortsat den direkte dialog med nogle af de kunder, som han gennem mange år har opbygget tætte relationer til.
Arbejdstiden bestemmer Finn i vid udstrækning selv. Det giver ham friheden til at skrue ned for tempoet uden helt at slippe virksomheden, kollegaerne og de kunder, der har været en så stor del af hans liv.
50 år – og stadig en del af holdet
At have den samme arbejdsplads gennem et helt arbejdsliv er efterhånden en sjældenhed. At være en markant del af arbejdspladsen gennem fem årtier er endnu mere usædvanligt. Og Finn står faktisk ikke alene med den bemærkelsesværdige anciennitet.
Hans mangeårige kollega Peter Sørensen er fortsat en del af Strandby El-teknik og har ligeledes mere end 50 års anciennitet. At en virksomhed har to medarbejdere, som hver især har været en del af arbejdspladsen i mere end et halvt århundrede, hører til sjældenhederne – og siger noget om den loyalitet, det sammenhold og den virksomhedskultur, der gennem generationer har præget Strandby El-teknik.
Finn Thomsen har oplevet skiftende generationer af medarbejdere, kunder, teknologi og ledelse, men hans egen tilgang har været bemærkelsesværdigt konstant: Møde op, tage ansvar, hjælpe kollegaerne og samtidig sørge for, at der også er plads til et godt grin.
- 50 år fortæller selvfølgelig noget om Finns loyalitet over for virksomheden. Men det fortæller mindst lige så meget om den betydning, han har haft for os. Finn har været med til at skabe den stabilitet, faglighed og kultur, som vores virksomhed bygger på i dag. Det er svært at forestille sig Strandby El-teknik uden Finn som en del af historien, mener Tonny Stordal Johansen.
Finn Thomsens 50-års jubilæum fejres fredag 28. august kl. 13.00-16.00 på Mimis Bistro i Strandby, hvor kunder, nuværende og tidligere kollegaer, forretningsforbindelser, familie og venner samles for at markere den helt særlige milepæl.






































