Borgere i socialpsykiatrien: Frustration og utryghed vokser på kommunens væresteder
Dorthe Olsen, Randi Frederiksen og Daniel Michaelsen, der benytter socialpsykiatrien og de kommunale væresteder i Frederikshavn Kommune, står nu frem og fortæller om en hverdag præget af gentagne ændringer, manglende information og en voksende oplevelse af, at borgerne ikke bliver hørt, når der træffes beslutninger om de tilbud, som har stor betydning for deres hverdag.
- Der er rigtig meget uro omkring os i øjeblikket. Personalet har været syge i flere dage, og vi kan tydeligt mærke på dem, hvis der er noget galt. Og når personalet ikke har det godt, så har vi det heller ikke godt, for det er dem, som skal støtte og hjælpe os. Jeg håber virkelig, at der er nogen, som vil gøre noget ved det her, og at det vil blive meget snart, så vi kan få noget ro omkring os, siger Randi Frederiksen, som bruger værestedet Bakkely på Kalkværksvej i Frederikshavn.
En ny leder i Center for Handicap og Psykiatri, som tiltrådte inden sommerferien, skaber ifølge en større gruppe borgere, som bruger værestederne i Skagen, Sæby og Frederikshavn, uro. Hun har fyret John Markussen, leder af de fire væresteder. Senest er også souschef Maria Johansen blevet fyret - efter 29 års ansættelse i Frederiksavn Kommune.
En væsentlig del af borgernes utilfredshed går tilbage til ændringen af de tidligere støttecentre efter servicelovens §104 til væresteder efter §79.
Borgerne oplever, at ændringen har medført en mærkbar forringelse. Tidligere var støttecentrene ikke alene steder, hvor man kunne møde andre og være en del af et fællesskab. Der var også mulighed for støtte fra medarbejdere, når livet var svært.
I dag oplever borgerne i langt højere grad, at værestederne alene betragtes som sociale mødesteder. Samtidig er åbningstiderne blevet reduceret, og bemandingen er presset.
- Der er ikke rigtigt nogen bemanding hernede. Det er frustrerende, at vi ikke kan komme til at snakke med personale, hvis vi har brug for det. Når jeg sidder derhjemme om morgenen, kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal tage det ene eller andet sted hen. Der er så mange spørgsmål hele tiden, siger Dorthe Olsen fra Skagen, som både kommer på værestedet i Skagen og Frederikshavn.
Ifølge de oplysninger, borgerne har fået, er der samlet kun syv medarbejdere til at bemande fire væresteder i Skagen, Sæby og Frederikshavn, og der skal være to medarbejdere på arbejde ad gangen - vel at mærke på hvert værested. Det gør de fire tilbud særdeles sårbare ved sygdom, ferie, kurser og andet fravær. Resultatet kan være lukkedage eller såkaldt brugeråbent, hvor borgerne opholder sig på værestedet uden personale.
For nogle fungerer det. For andre gør det ikke. Flere borgere har netop behov for medarbejdernes tilstedeværelse for at føle sig trygge og overhovedet kunne benytte tilbuddet.
En anden gennemgående kritik handler om kommunikationen. Borgerne oplever, at der bliver truffet beslutninger og drøftet ændringer, uden at de får tilstrækkelig information om, hvad der skal ske. Det skaber rygter, spekulationer og bekymring.
Særligt blandt brugere af værestedet i Skagen er der opstået frygt for, om værestedet står foran yderligere forringelser eller i værste fald en lukning. Borgerne understreger, at de ikke ved, om frygten er begrundet - og at netop manglen på klar information er en væsentlig del af problemet.
Kender ledelsen hverdagen på værestederne?
Borgerne var glade for John Markussen og Maria Johansen. Nu stiller de spørgsmål ved, hvor tæt den ansvarlige ledelse reelt er på hverdagen på de fire væresteder. De efterlyser en ledelse, som kommer ud på værestederne, møder borgerne og medarbejderne og får et førstehåndskendskab til de udfordringer, som opleves i dagligdagen.
- Der er ikke styr på ansættelse af personale. Der er for få på alle væresteder. Der er heller ikke styr på i toppen af kommunen, og det givet utryghed hos borgerne, mener Daniel Michaelsen, som bruger værestederne i Sæby og Frederikshavn.
Når der skal træffes beslutninger om bemanding, åbningstider, aktiviteter og fremtidig organisering, mener borgerne, at det er afgørende, at beslutningstagerne kender den virkelighed, beslutningerne får konsekvenser for.
Midt i den krise, som mange borgere oplever, at værestederne befinder sig i, er der ét lyspunkt. Den nye direktør i Frederikshavn Kommune, som har ansvarert for dette område, har for alvor meldt sig på banen.
Ulla Wernberg-Møller har ligefrem en stor stjerne hos borgerne. De tror, at hun kan og vil løse udfordringerne i socialpsykiatrien i Frederikshavn Kommune.
Budskabet fra de tre borgere, som står frem her, er ikke, at intet må forandres. De anerkender, at en kommune løbende må tilpasse og udvikle sine tilbud. Men når forandringer rammer mennesker, for hvem faste rammer, relationer og tryghed kan have afgørende betydning, bør ændringerne ske i dialog med dem, det handler om.
De tre borgere efterlyser derfor noget ganske grundlæggende fra ledelsen og de ansvarlige politikere i Frederikshavn Kommune: Kom ud på værestederne. Tal med borgerne og medarbejderne. Lyt til deres erfaringer. Fortæl åbent, hvad der skal ske - og inddrag borgerne, inden beslutningerne bliver ført ud i livet.
For bag økonomi, paragraffer, bemandingsplaner og organisationsændringer står mennesker, som har brug for stabilitet, fællesskab og tryghed.







































