Per Malmberg gav sin afløser en pude: - Jeg håber, du vil drømme videre
Det udviklede sig til en af de mest velbesøgte receptioner i mange år i Frederikshavn, da Per Malmberg torsdag eftermiddag sagde farvel og tak efter 15 år som direktør for Arena Nord. Fra 1. september er han pensionist.
350 gæster kom fra hele landet for at takke Per Malmberg, der selv gik på scenen som den sidste taler. Og der var ikke meget pensionist over den populære frederikshavner, da han gav stafetten videre til Tonny Skovsted Thorup.
- Vi er ikke færdige med at udvide. Vi skal videre - selvfølgelig skal vi det, smilte en veloplagt Per Malmberg.
Han havde i dagens anledning en gave med til sin afløser. Tonny Skovsted Thorup fik overrakt en pude.
- Jeg håber, du vil drømme videre. Pas på butikken. Du har Frederikshavns bedste job, forsikrede Per Malmberg.
Borgmester Jon Andersen var første taler, og han fremhævede Per Malmbergs vedholdenhed.
- Du opgiver aldrig. Du bliver ved. Det virker faktisk som om, at du finder et ekstra gear, når andre giver op, sagde borgmesteren.
Det er et billede, som mange, der kender Per Malmberg, nikker genkendende til.
- Du er drevet af din kærlighed til byen, kommunen og regionen. Det ligger i dit DNA. Du planter træer, som andre kan sidde i skyggen af, og du har plantet et kæmpe egetræ her midt i Frederikshavn. Nogle rejser læhegn, andre opfører vindmøller. Tak for alle vindmøllerne, Per, lød det fra Jon Andersen.
Han betegner ligefrem Per Malmberg som et forbillede.
- Når jeg bliver voksen, drømmer jeg om at blive ligesom dig.
Thomas Leander, bestyrelsesformand i Arena Nord, havde ligeledes de store superlativer fremme i sin tale til Per Malmberg.
- Du har været med til at løfte kommunen til et sted, vi ikke havde set uden dig, fastslog formanden.
Var der slet ingen, som havde bare lidt dårligt at sige om dagens hovedperson? Jo, men selv den historie udløste grin og klapsalver i Arena Nord.
Sønnen Nikolaj Malmberg berettede kærligt om dengang, han som drengespiller i håndbold havde sine forældre med til Kristiansand Cup - altså som ivrige tilskuere.
Tre hurtige udvisninger til FfI gjorde Per Malmberg hidsig, så han tog sin ene klipklapper af og kylede den ned i gulvet. Dommeren kvitterede med en bortvisning af den entusiatiske tilskuer fra Frederikshavn. Det udløste straks en reaktion fra Tove Varmløse Malmberg, Per Malmbergs kone. Hun gav dommerne tørt på, hvorefter hun også blev bortvist.
Det var en dejlig menneskelig historie på en solrig eftermiddag, hvor de 350 gæster tog hjem fra Arena Nord med det indtryk, at Per Malmberg formentlig ville vinde afstemningen, hvis Kanal Frederikshavn i dag bad læserne om at kåre den meste populære person i Frederikshavn.
Det enorme gavebord skal Per Malmberg formentlig bruge en hel dag på at komme igennem. Blandt gaverne var en Golden Ticket. Den giver resten af livet Per og Tove Malmberg fri adgang til alle Arena Nords arrangementer.










































