Min allerførste skoledag: Følte, min frihed blev taget fra mig
Hans Berthelsen skriver om gamle dage: I min glade barndom i de lige så glade 60'ere var alt ikke altid fryd og gammen. Den værste tid på året var, når skoleferien var slut, og den værste dag var først i august i 1962, da jeg skulle starte i skolen for første gang. Det var jeg godt nok ikke specielt begejstret for.
I dag hører man jo, at børn ligefrem glæder sig til at skulle begynde i skole. Det var ikke tilfældet for mig. Tror, jeg følte, at nu blev min frihed taget fra mig. Jeg havde jo hidtil gået hjemme hos min mor og lillebror og hygget mig, men nu skulle jeg pludselig til at indordne mig under andre, og nogen havde bildt mig ind, at når man skulle i skole, så skulle man selv kunne snørre sine sko. Og det kunne jeg IKKE.
Jeg er venstrehåndet, eller det man dengang nok så kækt kaldte for kejthåndet. Det betød, at når nogen forsøgte at lære mig det, ja, så gjorde jeg det præcist omvendt. Det har også siden voldt mig kvaler, da jeg som FDF'er skulle lære at binde knob.
Men der var ingen vej udenom. Afsted det skulle jeg. Vi boede heldigvis lige overfor skolen, så jeg skulle blot gå over vejen, så var jeg på skolen. Første dag var min mor, ligesom andre forældre, med. Men derefter var det på egen hånd.
Min far, som heller ikke var glad for at gå i skole, var også altid ret forarget, når der var første skoledag. Han syntes, det var meget forkert, at de havde hejst flaget. Han mente ikke, der var noget at flage for.
Jeg startede i 1C - en klasse med godt 20 elever, hvoraf jeg kun kendte to. Vores klasselærer hed frk. Pedersen, en helt nyudannet lærer. Hende havde vi til dansk og religion. Hun holdt cirka halvandet år. For da vi startede efter jul i 2. klasse var hun der ikke mere, og derefter stod den på vikarer frem til 5. klasse. Til regning havde vi frk. Olsen. Hende havde vi stor respekt for, og der var ikke noget med at være på fornavn, ligesom man rejste sig pænt op, når læreren kom ind i klassen.
Vi rejste os pænt op en dag et par måneder inde i 1. klasse, da selveste skoleinspektør Mayntzhusen kom ind i klassen og kaldte en håndfuld drenge op til tavlen. Drengene havde i frikvarteret listet sig ind på pigernes toilet og kravlet op, så de kunne se, når de sad på tønden.
En forældre havde klaget. Jeg var også forsøgt lokket med, men havde pænt takket nej, da jeg ikke lige kunne se, hvad interessant der var i at se en pige sidde og tisse. Men de fik da læst og påskrevet, alle som en blev hevet i øret og fik besked på, mens inspektørens karakteristiske øjenbryn for op og ned, at det måtte de aldrig nogensinde gøre mere.
Frikvarterene var de bedste, og når de var slut, stillede man sig op i fine lange rækker. Gårdvagten gik derefter opstillingen igennem, og først når alle stod pænt, blev der givet tegn til, at man måtte gå ind. Indenfor stod gangvagten, lærer Bisgaard, og overvågede, at alle gik pænt og ordentligt, og var der en, der formastede sig til at gøre udfald, blev der straks skredet ind. Tror, han var verdensmester i at hive drengene i de små hår lige over ørerne, så vedkommende til sidst stod på tæer. Ikke noget jeg selv har prøvet, jeg var jo en mønsterelev.
Efter nogen tid vænnede jeg mig jo til at sidde på skolebænken, men glad for det blev jeg aldrig. Tror, jeg så det som et nødvendigt onde for at komme frem i livet, og en af de bedste dage i mit liv var, da jeg i 1973 var færdig på den 1-årige handelsuddannelse og skulle starte som kontorelev på Sessan Linjen.
