Positiv udvikling i huspriserne i Frederikshavn Kommune
Når boligpriserne stiger markant, går tankerne først til København og landets største byer, og det er da også her man oplever de største stigninger. Men boligejerne i Frederikshavn Kommune har også god grund til at følge med.
Fra juni 2025 til juni 2026 er salgspriserne på villaer og rækkehuse i Frederikshavn Kommune steget med 10 procent ifølge tal omtalt af TV2 Nyhederne. Det er en udvikling, der vækker optimisme hos Mæglerhuset, som med butikker i både Sæby og Frederikshavn følger boligmarkedet i kommunen helt tæt.
Og her er meldingen klar: Den øgede interesse kan mærkes.
- Selvom der bare inden for vores lille kommune er store forskelle i huspriserne fra Skagen til Frederikshavn og Sæby, så oplever vi en rigtig fin aktivitet og møder mange seriøse købere, som aktivt leder efter bolig i kommunen. Det gælder både lokalt bosatte og købere udefra, som har fået øjnene op for, hvor meget bolig og livskvalitet man faktisk får her, fortæller Cathrine Frahm Færløv, indehaver af Mæglerhuset Sæby.
Boligmarkedet i og omkring København fylder ofte meget i den nationale debat om boligpriser. Men en prisstigning på 10 procent i Frederikshavn Kommune viser ifølge de lokale mæglere, at der også er bevægelse i markedet længere mod nord.
- 10 procent på et år er måske ikke meget, men når vi mærker en øget aktivitet og flere udefrakommende købere, så betragter vi det som en positiv udvikling i Frederikshavn Kommunen. Vi kan mærke, at der er købere i markedet. De følger med, tager til fremvisninger og er klar til at handle, når den rigtige bolig dukker op, siger Mette Skallerup Andersen, indehaver af Mæglerhuset Frederikshavn.
Frederikshavn Kommune rummer samtidig et meget varieret boligmarked. Fra bylivet i Skagen, Frederikshavn og Sæby til mindre bysamfund, kystområder og boliger med mere luft omkring sig. Det giver ifølge Mæglerhuset muligheder for mange forskellige typer købere.
- Vi har mange kvaliteter heroppe, som passer rigtig godt til det, vi oplever, at køberne efterspørger. Man kan bo tæt på hav, natur og byliv, samtidig med at boligbudgettet ofte rækker længere end omkring de største danske byer. Det er en kombination, som flere får øjnene op for, fortæller Cathrine Frahm Færløv.
To butikker mærker den samme tendens
Mæglerhuset har to butikker i Frederikshavn Kommune - en i Sæby og en i Frederikshavn - og selvom de lokale boligmarkeder ikke er ens, oplever begge afdelinger en positiv interesse.
I Sæby er blandt andet byens attraktive kystnære beliggenhed, havnemiljø og charmerende bymidte med til at tiltrække købere, mens Frederikshavn byder på et bredt boligudbud, arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og et aktivt byliv.
- Vi sidder i hver vores by i kommunen og møder derfor også forskellige købere. Men fælles for os er, at vi oplever en god efterspørgsel. Der er ganske enkelt interesse for at bo i Frederikshavn Kommune, siger Mette Skallerup Andersen.
Cathrine Frahm Færløv supplerer:
- Det er positivt, at vi kan se udviklingen i tallene, men det er mindst lige så interessant, at vi også mærker den i hverdagen. Når telefonen ringer, køberkartoteket er aktivt, og der kommer folk til fremvisningerne, får man et ret godt billede af temperaturen på det lokale marked.
En god nyhed, men den rigtige pris er stadig afgørende
En prisstigning på 10 procent betyder dog ikke, at alle boliger automatisk er blevet 10 procent mere værd. Boligens beliggenhed, stand, type og den konkrete efterspørgsel i området spiller fortsat en afgørende rolle.
Derfor opfordrer de to mæglere boligejere til ikke alene at tage udgangspunkt i den generelle prisudvikling, hvis de overvejer et salg.
- Køberne er stadig grundige, og de ved godt, hvad de vil have. Derfor er den rigtige prisfastsættelse fra starten fortsat utrolig vigtig. Rammer man markedet rigtigt og sørger for en stærk præsentation og markedsføring, er der til gengæld rigtig gode muligheder i det nuværende marked, fortæller Mette Skallerup Andersen.
For boligejerne i Frederikshavn Kommune kan udviklingen derfor være en god anledning til at få et aktuelt billede af boligens værdi.
- Først og fremmest synes vi, at tallene er en rigtig positiv historie for Frederikshavn Kommune. Vi har et boligmarked med aktivitet og interesserede købere. Det er værd at glæde sig over - og det viser, at der bestemt også sker noget på boligmarkedet nord for Aalborg, siger Cathrine Frahm Færløv.




































