Gå til hoved-indhold
28. august 2026 - kl. 09.08

Unge skaber kunst og fællesskab til OPHAV Kulturfestival 

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Fra fredag 28. til søndag 30. august bliver Ungdomsborgen i Frederikshavn fyldt med spraymaling, musik, dans og unge mennesker, når OPHAV KåNSTNERiET inviterer til en weekend med kunst og fællesskab. 

Campen er åben for alle. Man behøver hverken at have en kunstnerisk baggrund, komme med et færdigt projekt eller kalde sig selv kunstner for at deltage. Nogle kommer for at arbejde med deres egne værker, mens andre kommer for at prøve noget nyt, møde andre unge og være med til at skabe weekendens fællesværk.

- Vi vil gerne skabe et sted, hvor unge kan mødes på en afslappet måde og lave kunst sammen. Man må gerne komme med store idéer, men man må også bare komme, tage en spraydåse i hånden og være med. Det vigtigste er, at der er plads til forskellige mennesker og forskellige måder at skabe på, fortæller Lucia Hejslet, initiativtager og ansvarshavende for OPHAV KåNSTNERiET.

Gamle arkivkasser bliver til kunst 
Et centralt element i weekenden bliver et stort fællesværk, hvor lærredet bliver bygget af gamle arkivkasser fra Nordjyllands Kystmuseum. Gennem hele weekenden kan deltagerne sætte deres eget præg på værket med spraymaling.

Arkivkasserne har tidligere været brugt til at opbevare dele af den lokale historie. Nu får de nyt liv som grundlag for et kunstværk skabt af unge i Nordjylland. På den måde bliver materialet også en del af arbejdet med festivalens tematik, ophav.

Ud over fællesværket kan de deltagende kunstnere arbejde med deres egne projekter inden eksempelvis musik, billedkunst, performance, tekst, installation eller noget helt andet. De kan arbejde individuelt eller finde sammen med andre undervejs.

Campen skal give plads til at afprøve idéer, inspirere hinanden og skabe nye relationer. Derfor byder programmet både på arbejdsperioder og workshops, men også fælles måltider, aftenhygge samt åbent studie med koncert og fest.

Hiphop, stencils og cykeldæk
Lørdag 29. august får campen besøg af flere kunstnere udefra. Pigegruppen Sirens inviterer til en abstrakt hiphop- og danseworkshop, hvorefter Stefan fra Painting Party og Lucas fra Popuplop afholder en stencilworkshop.

Her skal deltagerne udvikle motiver til OPHAV Kulturfestival. På festivaldagen bliver penslerne skiftet ud med cykler, som skal køre gennem maling og hen over lærrederne, så kunsten bliver skabt som en levende del af festivalen.

Deltagerne besøger også Bangsbo Hovedgård, hvor Nordjyllands Kystmuseum bidrager med lokale røverhistorier og perspektiver på områdets historie.

De værker og idéer, der opstår under campen, bliver præsenteret som en del af OPHAV Kulturfestival lørdag 5. september.

- Det må gerne være hyggeligt, skævt og lidt uforudsigeligt. Vi vil gerne vise, at kunst ikke behøver at være noget lukket eller højtideligt. Det kan også bare være noget, man mødes om og skaber sammen, siger Lucia Hejslet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...