1036 tilmeldte elever: SIK 80 melder alt klar til Skole OL
1036 skoleelever er tilmeldt årets Skole OL i Sæby. Eleverne kommer fra ni skoler.
Ni skoler fra Frederikshavn Kommune deltager i dag og i morgen på Sæby Atletikstadion ved Klostervænget: Torslev Skole, Hørby-Dybvad Skole, Friskolen i Sæby, Sæby Privatskole, Sæbygaardskolen, Sæby Sydskolen, Ravnshøj Skole, Frydenstrandskolen og Nordstjerneskolen.
- Vi plejer at have et max antal på 1000 elever, men hvem kan sige nej til de sidste klasser?, spørger formand Gunnar Møller Nielsen, SIK 80.
Atletikklubben i Sæby er færdig med planlægningen af de to dage. To friske opvarmere - Lærke og Clara fra Springteam Sæby - har meldt sig til opgaven. Borgmester Karsten Thomsen (A) og formand Christina Lykke (SF), Børne- og Ungdomsudvalget, byder velkommen. Dommere fra Sæbygaardskolens 8. klasse styrer øvelserne. Cafeteriet er som sidste år bemandet af forældre til tidligere atleter i SIK 80.
- Vi glæder os til at byde velkommen til dagene, hvor fællesskabet mellem eleverne betyder lige så meget som konkurrencerne, siger Gunnar Møller Nielsen.
Mange skoler har benyttet sig af muligheden for at træne på Sæby Atletikstadion forud for Skole OL, og SIK 80 har også besøgt enkelte skoler i Frederikshavn.