Børn kan gå til videnskab i deres fritid: Ledige pladser i Frederikshavn
Fra uge 43 kan nysgerrige børn i 4.-6. klasse nemlig gå til videnskab som en fritidsaktivitet og lave hjemmelavet slim, undersøge 3D-printede kranier og grave efter fossiler fra fortiden. Og det er der virkelig mange børn, der gerne vil. P.t. står 803 børn på venteliste til de 1.440 pladser, som Videnskabsklubben - organisationen bag - udbyder landet over. I Frederikshavn er der som et af få steder i landet stadig enkelte ledige pladser tilbage.
- Børn er født nysgerrige på verden omkring dem. Det kribler lige så meget i dem efter at få lov til at undersøge og udforske som efter at få lov til at sparke til en bold, men der findes ikke ret mange tilbud, der giver dem mulighed for netop dét. Jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor, vi ser denne efterspørgsel, lyder det fra Rikke Schmidt Kjærgaard, som er direktør i Videnskabsklubben.
"Børn forstår verden, når de oplever den"
At gå til videnskab har intet at gøre med at gå i skole, selvom det måske kan lyde sådan. Det er et fritidstilbud, som udelukkende handler om at have det sjovt sammen og undre sig over stort og småt:
- Rødkålsvandet, der skifter farve, når det bliver blandet op med æblejuice
- Maizena-blandingen, der bliver elastisk og formbar med den rigtige mængde vand
- Fluebenet, der fuldstændig ændrer karakter under et mikroskop
Det er en prioritet at få børnene op af stolene og ud at mærke verden. Altså et opgør med den klassiske tavleundervisning – bedre kendt som "røv til bænk-undervisning". Det sker for eksempel, når børnene skal ud i grupper og opsætte små fælder og samle kriblekrabledyr i nærområdet.
- Børn forstår verden, når de oplever den. Vi får en generation af langt mere veltilpassede børn, hvis vi giver dem muligheden for at træde ud i naturen og samle blade og insekter sammen - mærke og sanse deres verden gennem hænder, øjne og ører - uden at nogen samtidig måler og vejer dem med karakterer og tests, mener Rikke Schmidt Kjærgaard.
Gratis at gå til videnskab i fritiden
Videnskabsklubben har en lang række forløb med forskellige emner, og tilbuddet er vokset fra at være til stede i syv til 67 kommuner på bare seks år.
I Frederikshavn er emnet for i år jordsystemvidenskab, som er et helt nyt forskingsfelt, der handler om, hvordan alle Jordens systemer hænger sammen og spiller ind i hinanden.
Børnene skal blandt andet lave deres egen model af et økosystem, lege med fotosyntese og udforske, hvordan varme og kolde havstrømme interagerer med hinanden. Undervisningen finder sted på HTX Frederikshavn (EUC Nord) hver onsdag fra kl. 16.00-17.30.
Opstart er 22. oktober, og forløbet kører derefter syv uger frem.
Tilmeldingen er åben, og det er gratis at deltage.