Byge af spørgsmål om havnesagen fra Venstre, SF, DD, DF og løsgænger
Sagen om Frederikshavn Havn skal onsdag igen debatteres i byrådet. Venstre, SF, Danmarksdemokraterne, DF og Lone
Haugaard (UP) rejser denne initiativsag: Havnesagen har igen fået betydelig opmærksomhed i medierne, hvilket rejser centrale spørgsmål, som kræver politisk afklaring. Det er essentielt, at vi sikrer en transparent proces, hvor beslutningsveje og kommunikationskanaler er klare. Gennemsigtighed og ansvarlighed er nøgleelementer i vores arbejde for at genoprette tilliden hos borgerne.
Initiativ:
Vi ønsker alle relevante dokumenter i sagen - herunder stævninger, svarskrifter og - når den kan foreligge - en juridisk vurdering af sagen - udleveret til byrådets medlemmer.
Vi foreslår endvidere, at følgende punkter tages op i byrådet:
1. Beslutningshistorik: Hvem besluttede at stævne den tidligere direktør, havnens bestyrelsesformand og advokaten? Hvornår blev disse beslutninger truffet og er de politisk behandlet? Hvor og af hvem?
2. Godkendelser: Er den pågældende handel blevet gennemgået af kommunens advokat samt godkendt af havnens bestyrelse, revisorer, økonomiudvalget og byrådet?
3. Overleveringsmøder: Har sagen været drøftet ved overleveringsmøderne mellem den forhenværende bestyrelsesformand og den overtagende havnebestyrelse i efteråret 2023, eksempelvis med den sidste bestyrelsesformand for Frederikshavn Havn?
4. Borgernes repræsentanter: Hvordan forklares det, at to nuværende byrådsmedlemmer, som var i havnens bestyrelse i 2022, både har godkendt handlen og deltaget i stævningen? Er der på noget tidspunkt, hvor handlen er blevet behandlet i havnens bestyrelse, gjort indsigelser eller rejst spørgsmål mod handlen? Hvilken rolle havde de to bestyrelsesmedlemmer spillet i forhold havnens køb af FH Silo? Hvilken rolle har den tidligere borgmester og den nuværende kommunaldirektør spillet i samme sag? Hvilken rolle spillede den sidste bestyrelsesformand i samme sag? De to tidligere bestyrelsesmedlemmer udpeget af byrådet har begge oplyst, at de var bekendt med handlen og ikke havde indsigelser. Hvilken betydning er dette forhold tillagt?
5. Sager mod M.A.R.S.: Hvor mange sager har kommunen kørende med M.A.R.S. og er byrådet blevet orienteret om disse sager? Hvor store beløb er der stævnet for?
6. Ressourceforbrug: Hvor mange ressourcer er der hidtil anvendt på sagen mod havnens tidligere direktør/bestyrelsesformand/advokat og på sagerne mod M.A.R.S.?
7. Åbenhed: Hvad er Socialdemokratiets holdning til at offentliggøre alt materiale i sagen, som tidligere anbefalet?
8. Fremadskuende samarbejde: Vi opfordrer til, at alle kort bliver lagt på bordet, og at vi hurtigst muligt får afsluttet de verserende sager, så der kan fokuseres på videreudviklingen af Frederikshavn Havn og kommunen.
Konklusion:
I forsøget på at sikre åbenhed og tillid ser vi frem til, at byrådet behandler disse emner.