Gå til hoved-indhold
03. marts 2026 - kl. 00.03

Abildgård Kirke samler ind til fordel for Folkekirkens Nødhjælp

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Abildgård Sogn samler søndag 8. marts ind til fordel for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens brændpunkter.

- Efter et år, hvor verdens ledere har flyttet milliarder fra nødhjælp til oprustning, har befolkningerne i verdens fattigste lande i den grad brug for støtte. Derfor håber vi på stærk lokal opbakning i Frederikshavn, når den landsdækkende indsamling løber af stablen. Krige, katastrofer og uretfærdighed fylder meget rundt om i verden. Af og til kan jeg selv blive ramt af modløshed og tænke, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Men når vi samler kræfterne lokalt, kan vi faktisk gøre en stor forskel for nogle af dem, der har det sværest, siger Vibeke Bach Hansen, indsamlingsleder i Abildgård Sogn.

Du kan ikke fikse hele verden på én dag. Men på blot få timer en søndag kan du gøre noget godt.

Din tid bliver til konkret hjælp til mennesker ramt af krig og katastrofer i blandt andet Gaza, Ukraine og Sydsudan. For det beløb, som en typisk indsamler får i bøssen på en formiddag, kan to børnefamilier i det sultplagede Sydsudan få mad nok til en måned.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, opfordrer alle til at deltage:

- Hvert år er indsamlingsdagen en af de begivenheder, der giver mig håb. Her bliver det tydeligt, hvordan lokale fællesskaber sammen skaber forandring på den helt store skala. Det er virkelig opløftende at være med til – og jeg håber selvfølgelig, at rigtig mange borgere i Frederikshavn vil være med.

- Katastrofer, oprustning og krig splitter verden. Men vi kan gøre noget for at samle. Når du bruger et par timer søndag 8. marts på at samle ind – eller åbner døren, når det ringer på – er det ikke en lille ting. Det er en dyrebar handling for mennesker, som lever under ekstremt vanskelige forhold. Tid er aldrig kun tid. Penge er aldrig kun penge. De kan veksles til nødhjælp, klimahjælp, uddannelseshjælp og fødevarehjælp – og til varig forandring i andre menneskers liv, siger Vibeke Bach Hansen.

Meld dig som indsamler
Vil du gå med indsamlingsbøssen? Så kan du kontakte indsamlingsleder Vibeke Bach Hansen på tlf. 40 59 43 01 og melde dig som indsamler i Abildgård Sogn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...