Efter turbulent periode: Flotte medlemstal i Frederikshavn Svømmeklub af 2017
Frederikshavn Svømmeklub af 2017 melder sig nu klar til en ny sæson i Frederikshavn Svømmehal. Bestyrelsen og trænere, både tidligere og nye ansigter, har netop afholdt fælles opstartsmøde, hvor der var god grund til optimisme. Allerede 14 dage før sæsonstart har klubben registreret 215 tilmeldte medlemmer.
Det flotte medlemstal glæder bestyrelsen - særligt efter et forår, der på mange måder var præget af usikkerhed og turbulens for klubben. 1. februar kom det frem, at klubbens kasserer var blevet politianmeldt for underslæb.
Det lykkedes at holde klubben kørende sæsonen ud med en imponerende opbakning fra både forældre, virksomheder og lokalsamfundet.
- Vi er meget stolte og taknemmelige over den støtte, vi har mødt. Den har været afgørende for, at vi i dag kan se fremad med optimisme og fokus på udvikling frem for overlevelse, siger formand Winnie Skiveren.
Klubben ønsker samtidig at styrke samarbejdet med lokale virksomheder og er derfor på udkig efter nye sponsorer.
- Kunne det være noget for en virksomhed, som du kender? Denne gang handler det ikke om at sikre klubbens eksistens, men om at skabe større fællesskaber, hold og svømmere imellem. Vi ønsker at investere i nyt udstyr, skabe flere sociale aktiviteter og fælles oplevelser for vores svømmere. Fællesskabet er kernen i vores klub, og vi vil gerne give medlemmerne endnu flere gode oplevelser både i og uden for vandet, fortæller Winnie Skiveren.
Målsætningen er også klar.
- Vi drømmer om at nå 300 medlemmer. Det er en ambitiøs målsætning, men vi er byens eneste svømmeklub, og man skal holde fast i sine drømme og turde tænke større. Vi oplever interesse for svømning, og vi tror på, at vi med vores dygtige trænere, et stærkt fællesskab og attraktive tilbud kan få en stærk sæson i 2026/2027.
Interessen er allerede så stor, at der er venteliste på nogle hold. Klubben arbejder derfor målrettet på at skabe plads til så mange som muligt i løbet af de første måneder af sæsonen.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få plads til alle. Hvis det ikke lykkes på det ønskede hold, håber vi, at et alternativt træningstidspunkt kan være en mulighed, så endnu flere får glæde af svømningen, oplyser formanden.
Sæsonstarten i uge 36 nærmer sig, og i Frederikshavn Svømmeklub af 2017 ser man med stor forventning frem til endnu et år fyldt med svømning, udvikling og stærke fællesskaber.




































