Gå til hoved-indhold
16. august 2026 - kl. 11.08

En gruppe White Hawks-fans vil have stemningen tilbage på tribunerne

  • 1 af 1
Af: Michael Kristensen

De seneste år har der ikke været meget at smile af som fan af Frederikshavn White Hawks, og resultatet på isen har smittet af på stemningen i hallen. Det skal der laves om på, hvis man skal tro en gruppe af WH-fans, der nu vil kæmpe for at få mere kulør, fest og farver til hjemmekampene.

Det er Bettina Dalgaard Voss, der er initiativtager til den nye gruppe, som på Facebook kalder sig "Sammen er vi White Hawks".

- For mig er det vigtigste at få glæden tilbage ved at gå til ishockey i Frederikshavn. Nu har klubben knoklet for at skabe noget nyt til den kommende sæson, og det vil vi som fans gerne støtte op om. Spillerne fortjener at mærke, at byen og fansene står bag dem, siger Bettina Dalgaard Voss til Kanal Frederikshavn.

Bettina Dalgaard Voss har fulgt WH i snart 10 år, og hun drømmer sig tilbage til tiden før COVID19, hvor fanklubben havde over 400 medlemmer og stemningen var på kogepunktet.

- Jeg vil gerne være med til at skabe den stemning til kampene igen. Jeg taler tit med min far om dengang, stemningen var så fed, at man var helt flyvende, når man kom hjem fra en kamp og slet ikke kunne falde i søvn. Den følelse savner vi – og den vil vi gerne være med til at skabe igen, siger Bettina Dalgaard Voss.

Hun fik idéen til at lave gruppen "Sammen er vi White Hawks" for at få et godt fællesskab mellem klubbens fans, og ikke mindst lave noget larm i hallen og bakke spillerne op, så de kan mærke tribunen gynge. Derfor skal det ikke handle om hende, men netop om fan-fællesskabet, så der kan komme en ændring i stemningen til hjemmekampene, som de seneste år har været nærmest ikke eksisterende.

- Derfor håber jeg, at folk vil komme i hallen og bakke op, synge, klappe og lave stemning. Nu skal vi virkelig vise spillerne, at vi står bag dem, lyder det fra den initiativrige fan.

Jonas Jensen fra administrationen i Elite Nord Frederikshavn A/S - selskabet bag Frederikshavn White Hawks - hilser det nye fan-tiltag velkommen.

- Vi hylder alle initiativer, der er med til at skabe stemning i hallen og bakke gutterne op. Igen i år har vi derfor besluttet at give gratis adgang til alle med gyldigt studiekort samt alle værnepligtige, siger Jonas Jensen til Kanal Frederikshavn.

Hvis man har lyst til at følge gruppen på Facebook, så oplyser Bettina Dalgaard Voss, at man blot kan finde den ved at søge på "Sammen er vi White Hawks". Her vil man løbende kunne følge med i gruppens initiativer frem mod sæsonpremieren fredag 28. august, hvor Aalborg Pirates gæster Nordjyske Bank Arena.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...