Gå til hoved-indhold
03. marts 2026 - kl. 11.03

Dansk Folkeparti kræver reelle nærhospitaler i Skagen og Nykøbing

  • 1 af 1
Af  Anders Vistisen

Anders Vistisen, spidskandidat for Dansk Folkeparti i Nordjylland, har skrevet dette indlæg: Socialdemokratiet lovede før seneste valg i 2021 danskerne nærhed i sundhedsvæsenet. De lovede helt konkret etableringen af 20 nærhospitaler - herunder et i Skagen og Nykøbing M. Men endnu en gang ser vi, at Socialdemokratiet har begået et kæmpe løftebrud overfor vores provinsbyer og landdistrikter.

 

Centraliseringen i sundhedsvæsenet har ellers været ekstrem. Siden regionerne blev oprettet er 18 sygehuse og 19 akutmodtagelser lukket i Danmark. Der er blevet længere til hjælpen, når nøden er størst.

Dansk Folkeparti kræver nu, at der etableres reelle og fuldt funktionelle nærhospitaler i Nykøbing og Skagen med konkrete behandlingstilbud og lægefaglig tyngde.

Vi vil ikke acceptere, at borgere i Nordjylland skal køre timevis for helt almindelig behandling. Sundhed må ikke være et spørgsmål om postnummer.

Hvad skal et rigtigt nærhospital kunne?
Dansk Folkeparti mener, at nærhospitalerne i Nykøbing og Skagen som minimum skal kunne tilbyde:

  • Ambulatoriebehandlinger inden for de mest almindelige specialer
  • Planlagte kontroller og opfølgende behandling
  • Mindre kirurgiske indgreb
  • Diagnostiske funktioner som blodprøver og billeddiagnostik
  • Behandling af kroniske sygdomme tæt på borgerens hjem
  • Akutte vurderinger og skadestuefunktion i dagtimerne
  • Genoptræning og rehabilitering
  • Samarbejde med praktiserende læger og kommunale sundhedstilbud

Det handler om helt almindelige behandlinger, som ældre, børnefamilier og kronisk syge har brug for i hverdagen. Det handler om tryghed. Og det handler om respekt for de mennesker, der holder Danmark i gang uden for de største byer.

Centraliseringen splitter Danmark
Vi har i årevis advaret mod, at centraliseringen af sygehusvæsenet ville få konsekvenser. Når fødeafdelinger lukkes, når akutmodtagelser centraliseres, og når specialer samles på færre matrikler, så mister lokalsamfundene noget langt mere end mursten. De mister tryghed og sammenhængskraft.

Vi har tidligere set, hvordan løfter om landdistrikterne brydes, når beslutningerne træffes centralt  . Det samme mønster ser vi nu i sundhedspolitikken.

Dansk Folkeparti kæmper for hele Danmark - også for Nykøbing og Skagen.

Se link til S-regeringes brudte løfte her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...