Gå til hoved-indhold
20. september 2026 - kl. 20.09

Aleksi Halme elsker Frederikshavn og vil forlænge kontrakten med White Hawks

  • 1 af 1
    Aleksi Halme: - Jeg er så glad for at være tilbage, og jeg elsker den her by så meget. Foto: Mosgaard Foto
Af: Michael Kristensen

Finnen Aleksi Halme håber at omveksle en fantomkamp og to scoringer mod Esbjerg Energy til en forlængelse af sin kun tre måneder lange kontrakt med Frederikshavn White Hawks.

- Ja, det vil jeg rigtig gerne. Vi ligger i toppen af ligaen og spiller noget rigtig godt hockey lige nu, så det er dejligt at være en del af. Men vi må se, hvad der sker. Jeg forsøger at spille det bedste, jeg kan og hjælpe holdet med at vinde, siger Aleksi Halme til Kanal Frederikshavn.

Har du haft dialog med klubben om en forlængelse?

- Vi har talt lidt om det, men ikke meget, så lad os se, hvad der sker, kommer det fra Halme.

Mon ikke, at han bliver kaldt ind på kontoret en af de kommende dage? Som finnen er begyndt i White Hawks, vil det være som at smide guld på gaden, hvis man lader finnen gå.

Søndag eftermiddag tog White Hawks sin sjette sejr på stribe, da man besejrede Esbjerg Energy 4-3 i Nordjyske Bank Arena. Sejren kom ikke mindst i hus efter en flot indsats af Aleksi Halme, der krydrede en fantomkamp med to flotte scoringer.

Derfor var det en glad Aleksi Halme som Kanal Frederikshavn talte med efter opgøret.

- Vi startede kampen rigtig godt, og selvom de fik det første mål, så slog vi hurtigt tilbage og scorede tre mål i anden periode. Jeg synes faktisk, vi spiller solidt gennem alle 60 minutter, så det var dejligt at vinde, siger finnen, der har scoret fem mål i sæsonen indtil videre.

Den finske målsluger er retur i den klub, der gav ham chancen i Metal Ligaen, hvor han i sin debut blev absolut publikumsyndling fra dag et, da han afgjorde et lokalopgør mod Aalborg Pirates i sidste sekund. Publikumsyndling er han stadig, og han blev kaldt frem til hyldest efter kampen foran fansene, der elsker ham.

- Jeg er så glad for at være tilbage, og jeg elsker den her by så meget, kommer det uden tøven fra finnen, der kun har en tre måneders kontrakt med klubben.

Aleksi Halme og høgene kan opleves igen på fredag, når holdet i Nordjyske Bank Arena tager imod Herlev. Hockeyfeberen hersker i Frederikshavn og omegn, og der er basis for en stor ishockeyfredag, når sidste sæsons finalister - med frederikshavnerne Sebastian Holm og Christopher Mulberg - kommer på besøg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...