Gå til hoved-indhold
11. november 2026 - kl. 00.11

Ishockeyreporter med overraskende udmelding: Spil Metal Final4 i Gigantium

  • 1 af 1
    1. februar 2020 vandt Frederikshavn White Hawks Metal Final4 i Gigantium i Aalborg med en finalesejr over Rungsted Seier Capital.
Af: Michael Kristensen

Ishockeyreporter Michael Kristensen, Kanal Frederikshavn, kommer i dette indlæg med et overraskende bud på, hvor Metal Final4 skal placeres. Han efterlyser en værtsby, som slet ikke har et hold med i den prestigefyldte Metal Final4.

I næste uge skal de fire klubber, der har kvalificeret sig til Metal Final4, Sønderjyske, Esbjerg Energy, Herning Blue Fox og Frederikshavn White Hawks, sætte sig til bordet og diskutere og finde ud af, hvor Metal Final4 2026/2027 skal afvikles.

Det eneste, der lige nu ligger fast, er, at Metal Final4 afvikles den første weekend i februar, og ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger vil både Sønderjyske og Esbjerg lægge et bud på at afvikle turneringen.

Men her skal der komme en opfordring til de fire klubber, som de kan tage med til mødet i næste uge. Spil Metal Final4 i Gigantium i Aalborg.

Som en af mine bekendte i det sønderjyske hockey-miljø sagde til mig, da Sønderjyske kvalificerede sig: "Vi vil på udebane, vi vil have en fest, og vi vil overnatte".

Netop hockeyfester er de danske ishockeyfans verdensmestre i. Der er aldrig ballade, men kun glade mennesker, som hepper på deres hold. Man har venner og bekendte i de andre klubber og ikke mindst respekten for hinanden, der er så vigtig.

Det kan godt ske, man er "fjender" på isen, men udenfor kan man sagtens drikke en øl sammen og skabe en fest. Og fest er netop, hvad Metal Final4 er!

Her får fansene muligheden for at mødes på kryds og tværs i en weekend, hvor hockey og hygge går i et.

Så en opfordring til Sønderjyske, Esbjerg Energy, Herning Blue Fox og Frederikshavn White Hawks. Gå sammen om et bud, der hedder Gigantium og Aalborg og lad hele Danmark se, at fire klubber kan gå sammen om et arrangement på "udebane" og lad eventuelt de gode Aalborg-folk hjælpe til og få en bid af kagen.

Det er sammenhold, som vi ved, der hersker i dansk ishockey, hvor ingen kan undvære hinanden.

Hvorfor er Aalborg så at foretrække til Metal Final4?

Ganske enkelt fordi de har faciliteterne til at afvikle Metal Final4. Rammerne kan ikke blive bedre end i Aalborg.

De har en fantastisk hal, som kan inddele fansene i fire sektioner, som vil skabe den unikke stemning omkring kampene.

De har en fantastisk forhal, hvor mange mennesker kan samles og holde fest inden, imellem og efter kampene.

De har masser af overnatningsmuligheder, og så må vi ikke glemme Jomfru Ane Gade, hvor festen ud på de små timer kan holdes.

Mon ikke også et par nysgerrige aalborgensere vil komme forbi og se noget god ishockey i en weekend, hvor den første pokal i denne sæson skal uddeles?

Set fra et frederikshavner-synspunkt vil Gigantium og Aalborg heller ikke være et helt dumt valg, da der, alt respekt for, hvor det ellers kunne afvikles, vil komme flere White Hawks fans til Aalborg end de tre andre byer.

Men det er sidegevinsten i det her for WH-fans, for essensen i den her opfordring til de fire klubber er netop festen og hyldesten af en stor weekend i dansk ishockey, der fortjener de bedste rammer. Og de rammer er der i Aalborg, og ingen af de andre klubber kan hamle op med Nordens Paris, når det kommer til at afvikle Metal Final4.

Kære Anders Holst Sørensen (Sønderjyske), Peder Krogsgaard (Esbjerg Energy), Anders Poulsen (Herning Blue Fox) og René Jørgensen (Frederikshavn White Hawks). Giv fansene det, de fortjener: Nemlig en hockeyfest der, hvor hockeyfester er bedst - i Gigantium i Aalborg!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...