Frederikshavn Kommune er regional vinder: Børn får trygge trafikvaner med i rygsækken
Frederikshavn Kommune er kåret som regional vinder i Kommunernes Skoletrafiktest 2026. Målrettet trafikundervisning i skolerne giver børn og unge større tryghed, frihed og sikkerhed i hverdagen.
At kunne cykle sikkert til skole, fritidsaktiviteter og venner er en vigtig forudsætning for, at børn og unge kan bevæge sig trygt og selvstændigt i hverdagen. Derfor spiller trafikundervisningen i skolerne en vigtig rolle. Den giver børn og unge viden, erfaring og gode trafikvaner, som gør dem bedre rustet til at færdes sikkert i trafikken.
Det arbejde har skolerne gennem flere år haft et stærkt fokus på i et godt samarbejde mellem skoler, Ejendomme, Park og Vej og kommunens vejmyndighed. Det afspejles i Kommunernes Skoletrafiktest 2026, hvor Frederikshavn Kommune er kåret som regional vinder.
- Vi er meget glade for resultatet. Men vigtigst af alt viser det, at børn og unge møder en skolehverdag, hvor de lærer at begå sig sikkert i trafikken. Det giver dem større tryghed og frihed i hverdagen, og det er en gevinst for både børn og familier, siger Søren Visti, formand for Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur.
Kommunernes Skoletrafiktest måler blandt andet, hvor godt skolerne lykkes med at gennemføre trafikundervisning, og hvordan kommunerne understøtter indsatsen.
Trafiksikkerhed som en del af skoledagen
På skolerne arbejder lærere og elever blandt andet med gåprøver, cyklistprøver og undervisning i sikker adfærd i trafikken. Det styrker elevernes forståelse af trafikken og giver dem større sikkerhed og selvtillid, når de bevæger sig rundt på egen hånd, både på skolevejen og i fritiden.
Den målrettede indsats har sikret, at kommunen er rykket fra en 15. til en 12. plads på landsplan.
Om Kommunernes Skoletrafiktest
Hvert år undersøger Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Epinion, hvor meget kommuner og skoler prioriterer arbejdet med at gøre kommunernes børn og unge mere sikre i trafikken. Undersøgelsen sætter bl.a. fokus på, hvor mange elever, der får undervisning i trafiksikkerhed, og hvad kommunen gør for at understøtte området.
Kommunerne kan få fra 0 til 1.000 point i undersøgelsen og får desuden tilsendt individuelle anbefalinger til, hvad man kan gøre bedre. Frederikshavn Kommune har opnået 865 point i 2026 mod 836 point i 2025.




































