Høstmarked i Stensnæsskolens SFO er stadig et tilløbsstykke
Udenfor var vejret noget omskifteligt. Indenfor i gymnastiksalen på Stensnæsskolen i Voerså var der en meget lun temperatur og en rigtig god stemning.
Om det var 17. eller 18 gang, der blev afholdt høstmarked, kan personalet ikke helt huske, men invitationen er den samme velkendte.
Fredag 18. september fra kl. 12. 45-15. 30 summede det af børne- og voksenstemmer i salen. Boderne bugnede af mange forskellige ting, som i løbet af høstmarkedet skiftede hænder. Hjemmelavet marmelade, hjemmebagte kager, flotte planter og blomster, legetøj, smykker og tøj. Udvalget var stort.
Genbrugstanken var i den grad gældende, så man kunne gøre en god handel. Mønterne og legetøj skiftede hænder, og de søde sager fyldte godt i maven.
- Sådan et arrangement er mere end bare et høstmarked. Det giver mulighed for at udveksle mange gode snakke, og er en herlig måde at gå på weekend på, lyder meldingen fra arrangørerne.







































