Voersaa Borgerforening får 104.925 kroner i tilskud til ny gulvbelægning i borgerhuset
Voersaa Borgerforening får 104.925 kroner i tilskud til ny gulvbelægning i borgerhuset. Det besluttede Distriktsrådet i Frederikshavn Kommune i denne uge.
Foreningen har allerede renoveret gulvet i det store mødelokale ved hjælp af opsparede lokalpenge. Gulvet er erstattet med et slidstærkt og rengøringsvenligt epoxygulv, og foreningen ønsker nu at renovere størstedelen af de resterende kvadratmeter i husets mødelokaler og aktivitetsrum med samme type belægning. I de rum, der anvendes mindre hyppigt, bevares den eksisterende belægning.
Borgerhuset er af ældre dato, og de eksisterende gulve fremstår i dårlig stand. Gulvene er præget af huller, mærker og ridser, hvilket giver et slidt udtryk og gør dem vanskelige at holde pæne. Foreningen ønsker derfor at opgradere gulvene, så huset fremstår mere moderne og lettere at vedligeholde.
Foreningen vurderer, at renoveringen vil gøre borgerhuset endnu mere attraktivt for både borgere og gæster. Dermed kan huset fortsat danne ramme om aktiviteter og arrangementer, der samler lokalsamfundet og styrker de lokale fællesskaber.
Det samlede projektbudget er på 106.325 kr. Der er ingen egenfinansiering, og der er ikke søgt støtte fra andre puljer og fonde. Værdien af frivilligt arbejde er opgjort til 1.400 kroner.
Distriktsrådet bevilliger 104.925 kroner til projektet på betingelse af, at alle nødvendige tilladelser indhentes. Distriktsrådet pointerer, at der fortsat ønskes egenfinansiering i forbindelse med ansøgninger.




































