Gospel, glæde og masser af energi i Bangsbostrand Kirke
Onsdag 23. september kl. 19.00 bliver der skruet op for både sangglæde, energi og godt humør, når Gospelkoret SHINE gæster Bangsbostrand Kirke.
Hvis du kan lide musik, der både kan få smilet frem og sætte gang i fødderne, er der god grund til at lægge vejen forbi Bangsbostrand Kirke denne aften.
Gospelkoret SHINE har base i Baptistkirken i Nørresundby og ledes af Christine Bruun. I mere end 20 år har koret spredt gospelglæde ved workshops, gospelgudstjenester og koncerter rundt omkring i hele Nordjylland.
Publikum kan glæde sig til et alsidigt repertoire med både nyere og ældre gospel. Der bliver plads til de store, energiske og sprudlende numre, men også til de mere stille og eftertænksomme ballader. SHINE bliver akkompagneret af dygtige musikere på klaver, bas og trommer, så der er lagt op til en koncert med masser af liv og musikalsk power.
Navnet SHINE siger faktisk meget om korets ambition.
- Gospelkoret SHINE har sit navn, fordi vi gerne med vores sang vil sprede lys og glæde, så både vi og vores tilhørere går gladere hjem, end vi var, da vi kom, fortæller Christine Bruun.
Og netop glæden ved at synge sammen er en vigtig del af korets udtryk. Når mange stemmer løfter i flok, kan gospel noget helt særligt – den kan både skabe fest, fællesskab og rum til eftertanke.
Så kom og vær med, når SHINE fylder Bangsbostrand Kirke med gospel, rytmer og sangglæde.
Dørene åbnes kl. 18.30, og der er gratis entre.




































