Gå til hoved-indhold
12. november 2026 - kl. 00.11

Børnene på Privatskolen i Sæby sender 40 julegaver til Rumænien

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

SFO på Privatskolen i Sæby har samlet ind, så de kan sende julegaver til børn i Rumænien gennem organisationen Julegavekonvojen.

- Vores SFO-børn har været rigtig gode til at donere gammelt legetøj, tøj, hygiejneartikler og meget mere, som kan få nyt liv og skabe glæde hos andre børn, fortæller SFO-leder Inge Berg Rosenlund.

Alle tingene er blevet sorteret og fordelt til henholdsvis drenge og piger, inden de er blevet pakket fint i skotøjsæsker, klar til at blive sendt afsted. Takket være børnenes og familiernes flotte bidrag er der pakket 40 julegaver, som nu sendes afsted til børn i Rumænien i alderen 6-11 år.

Julegavekonvojen er en frivillig organisation, der hvert år indsamler julegaver fra danske børn og familier og bringer dem ud til fattige, forældreløse og udsatte børn i Rumænien. For mange af modtagerne er dette den eneste julegave, de får.

- Indsamlingen har ikke kun handlet om at samle ting ind, men også givet anledning til gode snakke med børnene om, hvor heldige vi er, og hvor meget vi har i vores hverdag. Vi har talt om, hvor dejligt det er at kunne hjælpe andre, som ikke har de samme muligheder og vilkår som os, siger Inge Berg Rosenlund.

Privatskolen i Sæby ønsker at lære børnene, at vi alle er en del af et større fællesskab, og at vi har et ansvar for hinanden – også uden for skolens rammer.

- Gennem aktiviteter som denne får børnene mulighed for at opleve, hvordan omsorg, fællesskab og små handlinger kan være med til at gøre en positiv forskel for andre mennesker. Vi er stolte af børnenes engagement og gavmildhed. Med deres bidrag er de med til at sprede juleglæde og vise, at selv små handlinger kan gøre en stor forskel for andre, mener skoleleder Carsten Willads Vajhøj, Privatskolen i Sæby.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...