Gå til hoved-indhold
12. november 2026 - kl. 00.11

Anne Linnet tager sønnen Xander med til julekoncert i Frederikshavn

  • 1 af 1
Af  Kanal Frederikshavn

Der er lagt op til en helt særlig musikalsk oplevelse, når Anne Linnet gæster Abildgård Kirke i Frederikshavn søndag 29. november kl. 20.00. Nu har den populære sangerinde nemlig offentliggjort en glædelig nyhed: Hendes søn, Xander Linnet, tager med på årets julekoncertturné.

Dermed kan publikum i Frederikshavn se frem til en ekstraordinær koncertoplevelse, hvor mor og søn sammen vil være med til at synge julen ind i Abildgård Kirkes smukke rammer.

Nyheden kommer i forlængelse af udgivelsen af Anne Linnet og Xanders fælles julealbum, hvor de to generationer for første gang har skabt et helt album sammen. Albummet er blevet til gennem et nært musikalsk samarbejde mellem mor og søn, og nu får publikum mulighed for også at opleve deres særlige musikalske fællesskab på scenen.

Stor glæde hos arrangøren i Frederikshavn
Det er Lille-Skole for Voksne i Frederikshavn, der står bag koncerten i Abildgård Kirke, og her vækker nyheden stor begejstring. Skoleleder Mette Edelved Petersen glæder sig over, at koncerten nu får en ekstra dimension med Xander Linnets deltagelse.

- Vi har oplevet en stor interesse for koncerten med Anne Linnet, og nyheden om, at hendes søn Xander nu også kommer med, gør kun oplevelsen endnu mere spændende. Det giver koncerten en helt særlig dimension, når mor og søn står på scenen sammen. Vi glæder os utrolig meget til at byde dem begge velkommen i Abildgård Kirke, lyder det fra Mette Edelved Petersen.

En julekoncert med både tradition og fornyelse
Anne Linnets julekoncerter har gennem årene udviklet sig til en elsket tradition for koncertgængere over hele landet. Med varme, nærvær og musikalsk kvalitet skaber hun en stemning, hvor både julens glæde og eftertænksomhed får plads.

Publikum kan glæde sig til et repertoire, der spænder fra hendes store og velkendte hits som Forårsdag og Barndommens Gade til klassiske julesange og nyere kompositioner.

- Jeg glæder mig hvert år til at komme rundt i landet og synge julen ind sammen med publikum i de smukke kirkerum. Der opstår noget helt særligt, når vi er samlet om musikken. Et fællesskab, hvor der er plads til både glæde, eftertanke og nærvær. Julen åbner et rum i os, hvor vi kan mærke både os selv og hinanden lidt tydeligere. Det er den stemning, jeg håber, vi skaber sammen igen i år, siger Anne Linnet.

Julekoncerten finder sted 1. søndag i advent kl. 20.00. Du kan købe billetter her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...