Psykiatriens Hus i Frederikshavn: Det er simpelthen ikke godt nok

Forslaget om at etablere Psykiatriens Hus i de nuværende N7-rammer med 12 døgndækkede opholdspladser bliver præsenteret med ord som nærhed, tryghed, udvikling og nye muligheder.

Men lad os nu være helt ærlige: Det er ikke det samme som at bevare et psykiatrisk akut sengeafsnit. Der er en fundamental forskel på planlagte eller brugerstyrede ophold og så et egentligt akut psykiatrisk sengeafsnit, hvor mennesker i alvorlig psykisk krise kan blive indlagt og modtage den nødvendige akutte behandling.

Man kan kalde det Psykiatriens Hus. Man kan tale om personale døgnet rundt. Man kan fremhæve ambulante tilbud, F-ACT, mobilteams og fremtidige speciallægestillinger. Men ingen af disse ting ændrer på det centrale spørgsmål.

Hvad mister borgerne, når den nuværende akutte funktion forsvinder eller reduceres? Det er dét spørgsmål, der burde stå øverst på dagsordenen. Ikke hvor flot man kan præsentere den nye model. For mig ligner det her først og fremmest en spareøvelse, der bliver forsøgt solgt som en forbedring. Og det er ganske enkelt ikke godt nok.

Vi taler om borgere fra Frederikshavn og Læsø, som i forvejen befinder sig i nogle af livets mest sårbare situationer. Mennesker med alvorlig depression, psykoser, selvmordstanker, svær angst, PTSD og andre alvorlige psykiske lidelser.

Når krisen rammer, er det ikke altid noget, man selv kan planlægge. Det er ikke alle, der kan sige. Nu mærker jeg, at jeg får det dårligere, så jeg bestiller lige et brugerstyret ophold. Nogle mennesker bliver akut syge. Nogle mister kontrollen. Nogle er så langt ude, at de har brug for en egentlig psykiatrisk indlæggelse, ikke blot et opholdstilbud.

Det er netop dér, den afgørende forskel ligger. Derfor er det også stærkt problematisk, når man forsøger at skabe et billede af, at borgerne fortsat får det samme tilbud, blot under et nyt navn. For det gør de ikke nødvendigvis. At bevare bygningerne er ikke det samme som at bevare funktionen. At have personale til stede døgnet rundt er ikke nødvendigvis det samme som at have et akut psykiatrisk sengeafsnit. Og at kalde 12 opholdspladser for tryghed ændrer ikke på, at der kan være tale om en reel kapacitetsforringelse.

Tryghed er ikke et politisk slogan. Tryghed er at vide, at der findes en reel akut psykiatrisk seng, når et menneske er i alvorlig krise. Tryghed er, at man ikke skal transporteres langt væk fra sit netværk, sin familie og sit lokale tilhørsforhold, fordi man er blevet alvorligt psykisk syg. Tryghed er også, at pårørende ikke skal bruge timer på transport for at besøge et menneske, der allerede befinder sig i en ekstremt sårbar situation.
Og tryghed er, at medarbejderne har de nødvendige rammer og den nødvendige kapacitet til at hjælpe ikke at man konstant skal forsøge at få mindre til at ligne mere.

Det er simpelthen ikke godt nok.

Vi ved, at psykiatrien i Nordjylland allerede er under massivt pres. Ventetiderne er lange. Kapaciteten er udfordret. Og alligevel vælger man nu at ændre på et lokalt tilbud, som netop har haft en afgørende funktion for borgere i Frederikshavn og Læsø.

Det burde være det stik modsatte, man gjorde. Man burde styrke den lokale psykiatri, ikke udhule den. Man burde investere i flere sengepladser, flere medarbejdere, bedre rehabilitering og bedre sammenhæng mellem akut behandling og efterfølgende støtte.

I stedet får vi endnu en model, hvor man forsøger at få regnestykket til at gå op, mens man håber, at borgerne ikke opdager, hvad der reelt er blevet fjernet. Men det opdager borgerne. Og det kommer de til at mærke. For konsekvenserne af forringelser i psykiatrien kommer sjældent på et regneark med det samme. De kommer senere. Når en borger ikke får den nødvendige hjælp i tide. Når en familie står magtesløs tilbage.
Når en patient bliver dårligere, fordi hjælpen kommer for sent. Når flere må indlægges længere væk. Når presset på Aalborg og de øvrige psykiatriske afsnit vokser. Når medarbejderne bliver yderligere belastet. Og når mennesker, som kunne være blevet hjulpet tidligere, ender i langt mere alvorlige situationer.

Det her kan blive dyrt. Meget dyrt. Ikke kun økonomisk, men menneskeligt. For når man reducerer den lokale akutte psykiatriske kapacitet, så tager man en risiko med mennesker, der i forvejen står på kanten. Og ja, jeg siger det helt direkte. Det her er ikke bare en forringelse af et tilbud. Det er en beslutning, der i værste fald kan koste menneskeliv. Det er ikke et forsøg på at dramatisere debatten. Det er en alvorlig bekymring over, hvad der sker, når man fjerner eller reducerer en vigtig del af det sikkerhedsnet, som skal gribe mennesker, når de falder.

Borgerne har krav på åbenhed. De har krav på at vide, om N7 fortsat bliver et egentligt akut psykiatrisk sengeafsnit eller om det i praksis bliver noget helt andet. De har krav på at vide, hvor mange akutte sengepladser der forsvinder. De har krav på at vide, hvilke patientgrupper der fremover ikke længere kan få samme lokale tilbud. De har krav på at vide, hvordan man vil håndtere akutte situationer, hvor et planlagt ophold ganske enkelt ikke er tilstrækkeligt. Og de har krav på at vide, om det her reelt handler om faglig udvikling eller om det i høj grad handler om økonomi.

For det er ikke nok at sige, at N7 fortsat skal være en vigtig del af det lokale psykiatritilbud. Det afgørende er, hvilken del af tilbuddet man bevarer og hvilken del man fjerner. Man kan ikke bevare navnet og bygningerne og samtidig forvente, at borgerne bare accepterer, at den akutte funktion bliver svækket.

Det er politisk spin, hvis man forsøger at få en reel forringelse til at fremstå som en forbedring. Og borgerne fortjener bedre end det.

Jeg vil derfor opfordre politikerne til at stoppe op og stille de helt grundlæggende spørgsmål: Er det her faktisk en styrkelse af psykiatrien i Frederikshavn, eller er det en besparelse, der er blevet pakket ind i pæne ord?

For hvis det er en besparelse, så skal man have modet til at sige det ærligt. Og hvis det er en forbedring, så skal man kunne dokumentere det. Ikke med flotte formuleringer om tryghed. Men med konkrete oplysninger om kapacitet, behandling, akutberedskab, bemanding, patientforløb og konsekvenser for borgerne.

For psykiatrien er ikke et område, hvor man kan tillade sig at gamble. Når det handler om mennesker i alvorlig psykisk krise, skal faglighed og sikkerhed komme før økonomiske hensyn. Ellers risikerer vi at spare os til en langt større regning.

Og den regning bliver ikke kun betalt af regionen. Den bliver betalt af borgerne. Af de pårørende. Af medarbejderne. Af vores sundhedsvæsen.

Og i værste fald af mennesker, der ikke får den hjælp, de havde brug for, da de havde allermest brug for den.
Det her er ikke tryghed. Det er en alvorlig forringelse, som politikerne bør tage langt mere alvorligt, end de tilsyneladende gør.