Flotte fondsdonationer til ny SFO på Brovandeskolen i Skagen
"Brovandeskolen – Skagen lilleskole" har taget et nyt, vigtigt skridt i udviklingen af de fysiske rammer for skolens yngste elever. Med etableringen af nye rammer for skolens SFO er der nu skabt et moderne, fleksibelt og inkluderende miljø, der både afspejler Skagens maritime identitet og samtidig giver børnene et spændende legeunivers at udforske.
Den nye SFO er indrettet med temaet Havet og havets fisk. Det maritime tema skaber en rød tråd mellem skole, lokalområde og pædagogik og understøtter børnenes nysgerrighed, giver genkendelige læringsmiljøer samt inviterer til leg, kreativitet og fordybelse.
SFO’en er som altid åben for besøg fra lokale dagtilbud og Skagens kommunale skole efter nærmere aftale, så børn på tværs af Skagen kan mødes og skabe nye relationer.
Fornyelsen af SFO'ens rammer er realiseret gennem flotte donationer fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel og FF Skagen Fonden.
Junglen som aktivt supplement
Som et vigtigt supplement til SFO'en og indskolingsklassernes hverdag indgår motorik- og bevægelsesrummet Junglen i naturligt sammenhæng med den nye SFO og indskolingsområdet. Junglen blev etableret sidste år med støtte fra lokale erhvervsdrivende og er i dag en vigtig integreret del af skolens hverdag.
- Fornyelsen af SFO’en er en del af en bredere modernisering af skolens indendørs miljøer som Brovandeskolen er ved at være i mål med. Motorik- og bevægelsesrummet "Junglen", nye støjdæmpende gulve, low arousal‑naturfarver, opdaterede garderobeområder og materialer giver fællesarealerne et roligt og moderne udtryk, der understøtter trivsel, koncentration, læring og tryghed og dermed er der skabt gode rammer for både nu- og fremtidens børn på skolen, siger skoleleder Jesper Jensen.
Lokal støtte og opbakning har gjort realiseringen mulig
Det samlede fornyelsesprojekt har været et strategisk initiativ fra forældrebestyrelsen, der også står bag fondsansøgningerne, som skal bidrage til at understøtte skolens mission og vision.
- Ved at gentænke og modernisere skolens indendørs fællesarealer og SFO har vi nu skabt et lærings- og fritidsmiljø, der aktivt understøtter skolens værdigrundlag, mission og vision. Man kan sige, at det danner en ramme for et moderne fritids- og læringsmiljø forankret i traditioner og et relations- og ressourceorienteret syn på både det enkelte barn og fællesskabets potentialer. Vi er alle, både børn, forældre og ansatte, meget taknemmelige for den flotte opbakning, Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel og FF Skagen Fonden har vist gennem deres støtte til projektet, udtaler Jesper Jensen.






































