Gå til hoved-indhold
16. september 2026 - kl. 11.09

Vendsyssel Frimenighed får Brian Christensen som fast præst 

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Vendsyssel Frimenighed (VF) kan næsten ikke få armene ned, efter de i knap to år har været uden fast præst. Lemvig Bykirke og VF har indgået en samarbejdsaftale, så præst Brian Christensen bliver præst for begge menigheder. Siden 2018 har han været fuldtidsansat i Lemvig Bykirke og det fortsætter han med, men 25 procent af tiden bruger han på at være fast præst for VF.

Geografisk er der langt mellem Lemvig og Frederikshavn, og derfor vil det praktisk fungere sådan, at Brian Christensen bor i sommerhus i Bratten en uge hver måned. På søndagene først og sidst i den pågældende uge holde han gudstjeneste i både Lemvig og Frederikshavn.

Brian Christensen kender menigheden godt og glæder sig til arbejdet.

- Jeg har fulgtes med Vendsyssel Frimenighed, siden den blev stiftet for 14 år siden, og kender mange i menigheden fra min tid som sognepræst i Elling sogn. Jeg ser frem til at være præst for menigheden både om søndagen og i hverdagen, og det er med ydmyghed og forventning, at jeg går ind i denne nye tjeneste.

Brian Christensen er tiltrådt som præst for Vendsyssel Frimenighed pr. 1. september 2026 og indsættes til tjenesten 20. september til en festlig familiegudstjeneste med høstmarked fra kl. 14.00.

- Alle er velkommen til at deltage dagens festligheder, som byder på hoppeborg, slush-ice, kreaværksted, kaffe og kage, popcorn over bål, sponsorevent og meget mere, fortæller kirkemedarbejder Anna Winther Agerdal.

Entréen er gratis, og der bliver noget for alle aldre.

- Det er også muligt at købe lodder i vores amerikanske lotteri, og der er mange gavmilde virksomheder i byen, som har doneret gevinster for over 7.500 kroner. Vi glæder os over at få Brian som præst, og alle, som har lyst til at være med til at fejre, skal bare komme og være med, uanset om man bor i Frederikshavn og omegn eller længere væk, lyder opfordringen fra Anna Winther Agerdal.

Både Vendsyssel Frimenighed og Lemvig Bykirke er en del af PULS – Evangelisk Luthersk Netværk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...