Autolakerer Jonas Backhausen rejser til Kina for at deltage i VM i Skills
Fredag 18. september drager Jonas Backhausen fra Nordjysk Autolakering i Sæby til Kina, hvor han i storbyen Shanghai skal dyste i VM i Skills (WorldSkills), som finder sted fra 22.-27. september. Han repræsenterer Danmark, da han tidligere i år vandt DM i Skills for autolakerere.
- Jeg glæder mig og er spændt på at deltage i den store konkurrence. Der kommer 1.400 unge, som skal dyste i 70 forskellige discipliner. I kategorien for autolakerere er der deltagere fra 24 lande, og vi skal konkurrere over fire dage, fortæller 22-årige Jonas Backhausen, der forventer hård modstand fra især de asiatiske lande.
- Jeg har jo et arbejde ved siden af, men deltagerne fra nogle af de asiatiske lande træner kun med henblik på konkurrencen ligesom professionelle atleter, så der bliver kamp til stregen, selvom jeg er klar til at præstere det bedste, jeg har lært.
Først når konkurrencen går i gang, kender deltagerne de opgaver, som de bliver sat over for.
- Det kan være lakering af forskellige dele i både metal og plastic - for eksempel kofangere - så på nuværende tidspunkt er jeg på bar bund med hensyn til udfordringerne. Men jeg har trænet meget og føler mig godt forberedt, og jeg håber at komme hjem med en medalje. Hvis man ikke kommer på en af podiepladserne, har man også mulighed for af få tildelt en Medal of Excellence for godt arbejde, siger Jonas Backhausen.
Han bliver udlært som autolakerer i midten af oktober. Han har netop bestået sin svendeprøve med en sølvmedalje.
- Det er jeg supertilfreds med, da det er 16 år siden, at der sidst blev uddelt en sølvmedalje. Jeg kan godt lide at arbejde med detaljerne, og der er en tilfredshed, når man ser det endelige resultat, siger han.
Og sølvmedaljen for 16 år siden faldt faktisk til Jonas Backhausens storebror Daniel, der i dag står for Backhausen A/S, der har afdelinger i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg. Der arbejder man med personbiler, mens Nordjysk Autolakering arbejder med lastbiler.
Og Jesper Backhausen, der er far til Jonas og Daniel, sender med stolthed sin søn til Kina.
- Vi har sat rammerne for Jonas, men han har selv grebet mulighederne og trænet for at blive en dygtig autolakerer. Han har arbejdet i et hav af timer og langt mere, end man kan forvente af en lærling. Men jeg er faktisk endnu mere stolt af den sølvmedalje, som han fik til svendeprøven i betragtning af, at det er 16 år siden, at den sidst blev uddelt. Og det hele er hans egen fortjeneste med den flid, som han har lagt for dagen, understreger Jesper Backhausen.




































