Magnus står i spidsen for Pink Harbour Project: - En by skal også kunne mærkes

Vi møder Magnus Karlsson på havnen i Frederikshavn. Her, mellem erhvervshavnens store anlæg og den gamle fiskerihavns bygninger, er han ved at forberede et musikalsk projekt, der på papiret kan lyde som en temmelig usædvanlig idé.

Pink Floyds musik skal møde fortællinger og essays om havnen og den by, der er vokset op omkring den.

Magnus Karlsson er guitarist og orkesterleder. Han er ung, men har allerede beskæftiget sig meget med Pink Floyds musik. Og han har noget på hjerte. Både når han taler om musik, og når samtalen falder på det sted, han selv kommer fra.

For hvad skal der egentlig til, for at unge mennesker kan mærke, at en by også er deres?

Musik, der siger noget om den tid, vi lever i
Hvad er det ved Pink Floyd, der har grebet dig så meget, at du bliver ved med at vende tilbage til deres musik

- Jeg føler på en måde, at musikken rammer min identitet og min måde at være på. Der er ikke ret meget af den musik, der kommer ud i dag, som giver mig de samme stærke refleksioner, eller som jeg kan relatere til på samme måde.

- Jeg synes faktisk også, at Pink Floyds musik er blevet utrolig vigtig i den tid, vi lever i nu. Og så er de jo verdensklassemusikere. Det lyder simpelthen bare fedt.

David Gilmours guitarspil er noget af det mest karakteristiske ved Pink Floyd. Du står selv med leadguitaren. Hvad er det sværeste ved at få hans guitar til at tale?

- Gilmour har en meget unik og minimalistisk måde at spille på. Mange guitarister vil gerne spille så mange toner som muligt på kort tid. Gilmour kan bruge flere sekunder på bare én tone. Man skal nærmest trykke al følelse ud af hver eneste tone. Jeg har spillet hans musik i omkring syv år, og det har taget mig så lang tid bare at komme i nærheden af hans feeling.

Men hvor er du selv i det?

- Jeg lægger selvfølgelig også mine egne følelser i musikken. For jeg kan mærke, at der er noget i den, jeg selv kan relatere til.

En legendarisk arv – og et nyt orkester
Nu står du i spidsen for Pink Harbour Project. Er det ikke lidt af en mundfuld at samle et orkester omkring en så legendarisk musikalsk arv?

- Jo, der er virkelig meget at leve op til. Pink Floyd var jo fuldstændig nørdede med, hvordan alting skulle lyde. Det skulle være perfekt. Så der er selvfølgelig et pres. Det sværeste har nok været at samle et helt hold af musikere med det talent, der skal til for at spille den her musik. Men det har vi. Det her hold spiller det vildt godt.

Når Pink Floyd møder Frederikshavns havn
Pink Harbour Project er ikke en traditionel Pink Floyd-koncert. Musikken bliver sat sammen med fortællinger og essays om Frederikshavn Havn. Hvad tænker du om den kombination?

- Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, det er en lidt pudsig kombination. Pink Floyds musik bliver på en måde brugt til at fremkalde noget i en lokal historie, som folk her i byen kender. Det er jo ikke noget, man normalt oplever. Når man hører The Wall, er det som regel i Pink Floyds eget univers. Her bliver musikken sat ind i en anden sammenhæng, nemlig historien om en erhvervshavn og den by, der ligger omkring den.

Men kan det også ændre noget ved den måde, unge mennesker ser på havnen? Kan kultur i en erhvervshavn få nye generationer til at opleve den som andet end et sted, man bare kører forbi?

- Det håber jeg da. At man kan opleve havnen som mere end bare en mulighed for at få et arbejde. At den også kan være en del af ens identitet. Altså, hvis de unge overhovedet vælger at blive her i byen.

Hvorfor skulle de unge egentlig blive?
Det lyder, som om du synes, Frederikshavn har et problem med at holde på sine unge?

- Ja, for det er jo de færreste, der bliver. De fleste flytter til Aalborg eller længere væk. Typisk til en af de fire-fem største byer. Mange af dem, jeg gik i gymnasiet med, er også flyttet. Og man kan jo godt forstå det. Der er ikke ret meget for unge her. I storbyerne findes der en ungdomsidentitet. Noget, man kan være en del af.

Hvad er det så, du savner her?

- Jeg tror, det handler meget om identitet. Mange unge har ikke rigtig nogen identitet her i byen. Som ung har man behov for at mærke, føle eller forstå med kroppen, at man hører til et sted. At det sted rent faktisk indeholder muligheder. Det er ikke nok bare at vide det. Man skal kunne mærke det.

Og du tror, at et musikprojekt på havnen kan være med til at gøre en forskel?

- Man kan jo håbe på, at det sætter et eller andet i gang. At nogle unge går herfra og tænker: "Ej, det var sgu fedt. Nu ved vi lidt mere om, hvem vi er som by, fordi vi har oplevet noget nyt i og omkring den store havn." At man får en følelse af identitet. Og måske er der nogle, der begynder at tænke: "Jeg vil sgu egentlig gerne være her."

Man bliver nødt til at prøve noget nyt
Så måske handler Pink Harbour Project også om at vise, at Frederikshavn kan være noget andet end det, vi allerede kender?

- Ja, det håber jeg. Men nu må vi jo se, hvad det munder ud i. Jeg tror i hvert fald, vi skal turde eksperimentere og se, hvad der sker. For vi har ikke rigtig gjort sådan noget her før.

Pink Harbour Project får premiere på Kulturværftet i Frederikshavns gamle fiskerihavn. Her møder Pink Floyds musik nye fortællinger om havnen, byen og den identitet, der er knyttet til stedet.

De øvrige medvirkende på scenen:
Mikkel Borregaard, rytme guitar
Dan Valentin Kurre Andreassen, bas og kor
Mads Hammer Larsen, trommer
Sten Kjærsgaard, orgel
Kailey Wachsmuth, kor Sopran
Sofia Therland, kor Alt
Oscar Fick Heidemann, kor bas

Magnus Karlsson studerer til daglig på Aalborg Universitets Musiklinje, men arbejder ved siden af med sin egen musik og hans band Amber Fade.

Pink Harbour Project kan opleves torsdag 19. og fredag 20. november på KULTURVÆRFT i havnen i Frederikshavn. Dørene åbnes kl. 18.00, og showet begynder kl. 19.00. Billetter kan købes hos MUSIK & KRAM i Danmarksgade i Frederikshavn. Billetprisen er 120 kroner.