Theresa Berg Andersen: Nordjyske boligejere skal have hjælp til at skrotte oliefyret
Mange boligejere i Nordjylland varmer stadig deres hjem op med olie, og for nogle kan det være svært at finde pengene til at skifte til grøn varme. Nu vil regeringen afsætte knap 2,6 milliarder kroner til at hjælpe flere med at udskifte deres gamle fyr. Pengene skal især gå til boligejere med små indkomster og lave ejendomsvurderinger, som ellers kan have svært ved at betale for et nyt varmeanlæg.
- Der er stadig rigtig mange oliefyr i de nordjyske hjem. Og for mange boligejere er det ikke bare lige at finde pengene til en varmepumpe. Når økonomien i forvejen er stram, kan det være svært at få råd til at skifte et gammelt fyr ud. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu vil hjælpe dem, der ellers risikerer at blive hængende på olie og gas, siger Theresa Berg Andersen, der er valgt til Folketinget for SF i Nordjylland og er partiets landdistriktsordfører.
Oliefyr er fortsat udbredte i store dele af Nordjylland, særligt i de mindre byer og landdistrikterne. Her er der mange boligejere, som ikke har adgang til fjernvarme, og som derfor selv skal investere i en ny varmeløsning. Samtidig bor mange i områder, hvor huspriserne er lavere, og hvor det kan være vanskeligt at finansiere en større investering i boligen. Derfor skal den nye støtte især hjælpe boligejere, der ellers har svært ved at få råd til at skifte til grøn varme.
- Det skal ikke være størrelsen på ens pengepung eller værdien af ens hus, der afgør, om man kan få grøn varme. I mange af vores mindre byer og landdistrikter bor mennesker, som har passet godt på deres huse i årtier, men som ikke nødvendigvis har en stor friværdi eller opsparing. De skal også have mulighed for at være med i den grønne omstilling. Det er netop derfor, det er så vigtigt, at støtten bliver målrettet dem, der har sværest ved selv at betale, siger Theresa Berg Andersen.
Målet er, at fossil opvarmning med olie- og gasfyr skal ud af danske hjem i 2035. Regeringen vil derfor hurtigst muligt stoppe installationen af nye olie- og gasfyr og samtidig gøre det lettere og billigere at vælge grøn varme. Boligejere behøver dog ikke vente på den nye støtteordning for at komme i gang.
Allerede fra næste år fortsætter Varmepumpepuljen og Afkoblingspuljen med flere penge. Regeringen tilfører 268 millioner kroner til Varmepumpepuljen og 210 millioner kroner til Afkoblingspuljen, så tusindvis af familier fortsat får mulighed for at skrotte deres olie- eller gasfyr og skifte til en grønnere varmeløsning.




































