Gå til hoved-indhold
12. november 2026 - kl. 16.11

Markant bankejendom i Frederikshavn solgt til lokal investor

  • 1 af 1
    Danmarksgade 48 danner fortsat ramme om Nykredits bankaktiviteter, mens naboejendommen på Danmarksgade 50A (den gule bygning til venstre) rummer en restauration i stueetagen og tre boliglejemål på de øvre etager.
Af: Michael Frederiksen

En lokal investor har købt Spar Nord/Nykredits markante bankejendom i Danmarksgade 48-50A i hjertet af Frederikshavn. Handlen er den tredje største observerede ejendomshandel i Frederikshavn i perioden 2025–2026.

Nordicals Vendsyssel har i tæt samarbejde med Nordicals Aalborg formidlet salget, som er en del af Nykredits landsdækkende frasalg af tidligere Spar Nord-ejendomme.

Den karakteristiske rødstensejendom i gågaden i Frederikshavn har gennem mange år været en velkendt del af bybilledet. Nu har ejendommen sammen med naboejendommen på Danmarksgade 50A fået ny ejer, der indtil videre forbliver en hemmelighed.

- Vi har haft en rigtig god salgsproces med interesse fra flere investorer. Det er en markant ejendom med en central beliggenhed i Frederikshavn, og vi glæder os over at have formidlet handlen til en lokal investor. At der har været interesse fra flere sider, vidner om, at der fortsat er investorer, som ser muligheder i byens ejendomsmarked, fortæller Tommy Kruse Fuglsang, indehaver og erhvervsmægler MDE hos Nordicals Vendsyssel.

Historiske ejendomme med central beliggenhed
De to ejendomme er opført i henholdsvis 1926 og 1880 og omfatter tilsammen 2.223 kvadratmeter fordelt på erhvervs- og boliglejemål.

Bygningerne er registreret som bevaringsværdige og har en synlig placering ved den nordlige indgang til Frederikshavns gågade.

Danmarksgade 48 danner fortsat ramme om Nykredits bankaktiviteter, mens naboejendommen på Danmarksgade 50A rummer en restauration i stueetagen og tre boliglejemål på de øvre etager.

Den nye ejer overtager dermed en fuldt udlejet investeringsejendom med en varieret sammensætning af erhvervs- og boliglejemål og en central placering i Frederikshavn midtby.

- Med salget af Danmarksgade 48-50A føjer Nordicals Vendsyssel endnu en markant transaktion til rækken og understreger værdien af at kombinere lokalt markedskendskab med en landsdækkende salgsorganisation, fortæller Tommy Kruse Fuglsang.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...