Gå til hoved-indhold
14. november 2026 - kl. 00.11

Flot fremmøde, da julelysene blev tændt i Frederikshavn

  • 1 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 2 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 3 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 4 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 5 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 6 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 7 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 8 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 9 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
  • 10 af 11
  • 11 af 11
    Foto: Rasmus Høgenhaug
Af: Kanal Frederikshavn

​​​​​​​Der var masser af børn, juleglæde og ægte julestemning, da årets juleudsmykning fredag eftermiddag blev tændt i Frederikshavns gågade. Et imponerende fremmøde, tusindvis af strålende julelys, 400 gratis æbleskiver og mere end 500 nissetandbørster var med til at gøre dagen til en festlig begyndelse på julen i midtbyen.

Allerede fra først på eftermiddagen summede gågaden af liv. Rigtig mange mennesker, ikke mindst børnefamilier, havde fundet vej til centrum for at opleve den traditionsrige tænding af juleudsmykningen.

På Stentorvet sørgede Musik & Kram fra kl. 14.00 for Christmas Jazz, der skabte en hyggelig musikalsk ramme om eftermiddagens festligheder.

Klokken 15.00 dukkede byens populære FREDERIK-maskot op og delte masser af søde sager ud til de mange børn, som begejstret tog imod både godter og muligheden for at hilse på maskotten.

Et sus gik gennem gågaden, da tusindvis af julelys blev tændt
Eftermiddagens store højdepunkt kom kl. 16.30, da Santa Julle tændte årets juleudsmykning. Der gik et sus gennem de mange fremmødte, da det imponerende lysgardin, bestående af hele 7,5 kilometer lyskæder med tusindvis af LED-pærer, pludselig strålede over gågaden. Det var et smukt øjeblik, hvor julelysene strålede om kap med lyset i børnenes øjne. Santa Julle var ledsaget af Julemor Ruth.

400 æbleskiver på blot 20 minutter
Uden for Café Empire var der også stor aktivitet, hvor frivillige fra en af byens lokale foreninger, klædt ud som julemænd, nissemødre og nissebørn, havde travlt bag julebordet. Her blev hele 400 gratis, lune æbleskiver langet over bordet på blot 20 minutter til de mange fremmødte.

Også de søde overraskelser fik hurtigt ben at gå på. Mere end 500 nissetandbørster – de populære slikkepinde – blev uddelt af nissebørnene og Julemor Ruth til stor glæde for de yngste deltagere. De mange frivillige var med deres indsats med til at skabe en festlig og hyggelig eftermiddag for både børn og voksne.

Travlhed i butikker, caféer og spisesteder
Det flotte fremmøde kunne også mærkes hos byens erhvervsdrivende. Caféer og spisesteder meldte om en særdeles travl fredag aften med fulde huse, mens butikkerne i gågaden udtrykte stor tilfredshed med de mange besøgende, der benyttede lejligheden til at kigge indenfor og gøre juleindkøb.

Også handelschef Dan Kobberup var særdeles glad for det flotte fremmøde og den positive stemning i midtbyen. Han ser nu frem til en hyggelig juletid med masser af lokal juleshopping og velbesøgte madoplevelser på byens mange gode caféer og spisesteder. Fredagens arrangement blev dermed både en festlig oplevelse for borgerne og en lovende begyndelse på årets julehandel.

Jule-stempel-konkurrencen er skudt i gang
Samtidig er årets julestempel-konkurrence allerede blevet sat i gang med deltagelse af rigtig mange af Frederikshavns butikker Konkurrencen skal være med til at skabe ekstra aktivitet i hele Frederikshavn, og inspirere kunderne til at besøge de lokale forretninger i den kommende julemåned. Der er en samlet præmiesum på hele 100.000 kroner

Næste store begivenhed - Open By Christmas og Black Friday
Der er allerede lagt op til endnu en festlig dag i Frederikshavn. Næste store arrangement bliver Open By Christmas og Black Friday, som afvikles fredag 27. november, hvor årets julehandel for alvor skydes i gang. Her inviterer byens butikker til en lang shoppingdag med åbent fra kl. 10.00 til 22.00, hvor der bliver rig mulighed for at gøre en god handel og finde årets julegaver. Dagen byder også på endnu et højdepunkt, når byens to store juletræer på Rådhuspladsen og Fisketorvet bliver tændt.

Dermed fortsætter julefestlighederne i Frederikshavn, hvor både handelslivet og byens spisesteder glæder sig til at byde de mange julehandlende velkommen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...