Forsyningen er med til at tænde juleglæden i din by
Når julelysene tændes i Skagen, Sæby og Frederikshavn, er Forsyningen med til at sprede lys i den mørke tid.
For at bakke op om det lokale handelsliv støtter Forsyningen julebelysningen i byerne og udlodder samtidig et gavekort på 1.500 kroner til en af de tre handelsstandsforeninger.
- Vi ønsker at give lidt igen til de lokale butikker, der er med til at skabe liv og julestemning i vores byer. Derfor har vi lavet en konkurrence, som kunderne kan deltage i, når de handler fysisk i de lokale butikker, oplyser markedsspecialist Kathrine Bech Fanøe.
Samarbejdet er blevet til på tværs af handelsstandsforeningerne i Skagen, Sæby og Frederikshavn, og julen er en god anledning til sammen at støtte det lokale handelsliv.
- Så find julegaverne i din lokale butik og deltag i vores konkurrence – måske kan du samtidig få en bedre elaftale hos Forsyningen. Når flere vælger at købe el lokalt hos Forsyningen, giver det os mulighed for at støtte flere lokale projekter og initiativer. Derfor er vi også glade for at kunne sprede lys i den mørke tid, fortæller Kathrine Bech Fanøe.




































