Danmark er klar til VM 2027 - Frederikshavn Blackhawks leverer igen
Det danske kvindelandshold har sikret sig en plads ved VM i floorball i Finland i december 2027 efter en dramatisk og nervepirrende sejr over Holland. En sejr, hvor spillere med stærke rødder i Frederikshavn Blackhawks endnu en gang satte et markant aftryk på dansk floorball.
Til dagens altafgørende kamp havde den danske landstræner, svenske Mikael Stefanivici, valgt at foretage ændringer i truppen. Det betød blandt andet, at Blackhawks-spillerne Emily Thomsen og Emilie Andersen blev hentet ind, mens Blackhawks målmand, Liv Petersen, fik ansvaret for at vogte det danske mål hele kampen.
Stærk dansk første periode
Kampen startede meget lige, dog med et lille dansk overtag. Spillet bølgede frem og tilbage, men efter 12 minutter lykkedes det Danmark at bringe sig foran. Målet blev scoret af Blackhawks-spilleren Anna Frederiksen, der blev assisteret af storesøster Sofia Frederiksen.
Med tre minutter tilbage af første periode var det igen en frederikshavner, der var på pletten. Maria Abildgaard øgede til 2-0, hvilket også blev periodens resultat.
Danmark udbygger føringen
Anden periode gik også Danmarks vej, og danskerne vandt perioden 2-1. De danske mål blev scoret af de to eksil-frederikshavnere Esther Thomsen og Sofia Frederiksen.
Dermed kunne Danmark gå til den sidste periode med en solid føring på 4-1, og VM-billetten begyndte for alvor at komme inden for rækkevidde.
Dramatik til det sidste
Tredje periode fik dog en forfærdelig start set med danske øjne. Holland fik reduceret til 4-3 allerede efter fem minutter, og pludselig var spændingen tilbage i kampen.
Den danske landstræner valgte herefter at toppe holdet og spille med blot 10 spillere, hvoraf hele syv havde tilknytning til Frederikshavn.
Det skulle vise sig at være en fornuftig beslutning. Efter fem minutter fik Sofia Ryttergaard nemlig scoret til 5-3 på en assist fra Marie Abildgaard.
Med lidt under fire minutter tilbage tog Holland timeout og valgte efterfølgende at trække målmanden ud for at spille med en ekstra markspiller. Det gav resultat, og med to minutter tilbage reducerede Holland til 5-4.
Tættere på kom hollænderne heldigvis ikke. Danmark holdt stand og kunne til sidst juble over en fantastisk sejr og en sikret plads ved VM 2027 i Finland
Blackhawks sætter et stort aftryk
Efter kampen blev Emily Thomsen kåret til kampens spiller, mens Marie Abildgaard blev hædret som turneringens bedste danske spiller.
Endnu en gang har Frederikshavn Blackhawks vist, hvilken betydning klubbens arbejde med damesiden har for dansk floorball. Med spillere, der både er en del af klubben og har taget skridtet videre ud i floorballverdenen, har Frederikshavn været stærkt repræsenteret på det danske landshold.
Mon ikke Floorball Danmark burde sende en stor tak til det store arbejde, der gennem årene er blevet lagt i Frederikshavn Blackhawks på damesiden?





































