Agillix-formand kræver handling fra minister Christian Rabjerg Madsen
Flere forskere peger på, at dansk landbrug alene på ingen måde kan bedre tilstanden i kystvandene. Der skal en international indsats til, hvis man vil opnå en målbar effekt.
"Danske landmænd har ingen chance for at få Skagerrak i god økologisk tilstand uden de andre lande".
Sådan lyder vurderingen fra forsker ved DTU Aqua Karen Timmermann i en udtalelse til Landbrugsavisen.
Udtalelsen kommer på baggrund af en støt stigende undren over det faglige grundlag for den voldsomme kvælstofregulering, som nordjyske landmænd fik pålagt hen over sommerferien.
- Nu har vi en forskers ord for, at det ikke er det danske landbrug, der kvæler Skagerrak. Så derfor må ministeren slippe kvælertaget på de danske landmænd, siger formand for Agillix, Carl Chr. Pedersen.
Kvælstof får klorofyl-alger til at vokse. Når man undersøger den biologiske tilstand i en vandmasse, ser man derfor på klorofylindholdet. Ifølge ministeriets egne tal står Danmark for kun seks procent af algevæksten i Skagerrak, mens andre landes bidrag, så som Tyskland, Holland og Sverige, samlet er 68 procent. De resterende 26 procent kommer fra atmosfæren.
Før sommerferien var Skagerrak i god økologisk tilstand, men på baggrund af blot 58 målinger fra kun én målestation i vandet lidt uden for Hirtshals, valgte man 6. juni at stramme kravene til landbruget voldsomt.
De øvrige landbrugslande skal i arbejdstøjet
Da man for to år siden indgik den grønne trepart, blev det også aftalt, at Danmark skal tage initiativ til at få andre lande til også at bidrage til miljøindsatsen. Det var også dengang ud fra devisen, at vandmiljøet ikke tager højde for nationale grænser.
- Vi har endnu til gode at se, at ministeren rent faktisk handler på det her. Det er over to år siden, vi indgik aftalen. Men jeg kan ikke se, der er sket noget, siger Carl Chr. Pedersen.
Mange nordjyske landmænd ser nu ind i enorme kvælstofreduktioner, og flere har været ude og fortælle, at de ganske frygter, at de må dreje nøglen om.
- Jeg frygter, at der ikke vil være ret meget landbrug tilbage i Nordjylland, hvis ikke snart ministeren sætter gang i processen med at få de andre lande til at bidrage. Om man så lukkede alt landbrug i Nordjylland, ville det ikke få Skagerrak i god tilstand. Men vi ville til gengæld blive en hel del fattigere. Skagerrak er ikke en sø, og Danmark er ikke en ø. Derfor må ministeren sætte gang i processen med at få andre lande til også at bidrage, præcis som det blev aftalt ved indgåelsen af den grønne trepartsaftale. Det siger sig selv, når Danmarks samlede bidrag kun er seks procent. Og indtil det sker, må han sætte den nye gødskningslov på pause, for den kvæler nordjysk landbrug.




































