Gå til hoved-indhold
16. september 2026 - kl. 00.09

Aktiv og imponerende uge for Sæby Atletik SIK 80

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

Der er gang i aktiviteterne i Sæby Atletikklub. Torsdag var der stævne på hjemmebanen på Atletikstadion. 22 af klubbens atleter og 16 fra Aalborg Atletik og Motion stillede til start. En god eftermiddag, hvor der blev løbet, sprunget og kastet til den store guldmedalje.

For de 5-9 årige var der ministævne, hvor klubbens yngste medlemmer øvede sig i at deltage i stævne. Trygge rammer og god vejledning er essentielt for, at de yngste tør give den gas i speedlængde, stafet, 40 m sprint og hylerkast.

For de 10-årige og ældre var der nålestævne, hvor der blev samlet point i hver disciplin. Her går det ud på at samle flest mulige point og se, om man kan gøre det bedre end til sidste stævne. Det må man sige de unge atleter fra Sæby gjorde, da stort set alle forbedrede sig - en enkelt opnåede også den eftertragtede Supernål.

I weekenden lagde SIK 80 klubhus og stadion til børnetrænerkursus i atletik fra DGI, hvor otte fra Sæby deltog. Det var en lærerig dag, hvor teori og praksis gik op i en højere enhed. Gode og kompetente trænere er vigtige for klubben, så den fortsat kan været et attraktivt fritidstilbud til børn og unge uanset om ambitionerne er at lære atletikken og hygge sig med det, eller det er at blive den næste fra klubben, der deltager i DM, NM, EM, VM eller OL.

Endelig bød weekenden også på klubbens ultraløber Kristian Pape Jørgensens deltagelse i Mors 100 miles. Et løb, han har trænet op til det sidste års tid. Et løb, hvor både fysikken og det mentale skal spille maks. for at være blandt de bedste.

Kristians forberedelser bar frugt, og han gennemførte de 161,50 km i tiden 13 timer, 28 minutter og 52 sekunder. En præstation, som gav ham en samlet andenplads men ny danmarksrekord for aldersgruppen M45.

Udendørssæsonen for atletik nærmere sig sin afslutning, og der tages hul på indendørssæsonen torsdag 24. september i Sæby Spektrum. Alle er velkomne til at kigge forbi og se, om atletik er noget for dem.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...