Gå til hoved-indhold
15. september 2026 - kl. 00.09

WH-træner i lynhurtig timeout: Bussen holder på parkeringspladsen

  • 1 af 1
    White Hawks hentede en flot udesejr på Fyn i sæsonens første optræden i de mørkeblå trøjer.
Af: Michael Kristensen

Der var stor glæde i omklædningsrummet mandag aften, da Frederikshavn White Hawks hev en smal 1-0-sejr hjem over Odense på udebane. En velspillende ungarsk målmandsdebutant og en timeout efter kun syv minutter var de store samtaleemner efter den flotte sejr.

Starten på kampen vil blive husket for et WH-mandskab, der slet ikke var mødt op, og det tog træner Casper Stockfisch konsekvensen af med en hurtig timeout.

Allerede efter 07:08 kaldte WH-træneren spillerne sammen, da de på det tidspunkt havde været i et gevaldigt stormvejr, og kun takket være det ungarske plankeværk, debutanten Adam Vay, ikke var bagud.

Hvad sagde du til spillerne i den timeout?

- Jeg sagde, at bussen holdt ude på parkeringspladsen, og vi er stået ud af den, så nu er vi nødt til at komme ind i kampen. Jeg synes, det var meget meget tidligt at tage en timeout, men jeg følte, det var det eneste, vi lige kunne gøre for at få lidt ro på. Jeg synes faktisk, vi sidder på resten af perioden, sagde Casper Stockfisch til Kanal Frederikshavn umiddelbart efter opgøret i Odense.

Sejren kom ikke mindst i hus på en stor arbejdsindsats og så målmand Adam Vay, der i sidste uge blev hentet til klubben på en korttidskontrakt i Lukas Pariks fravær. Coach Stockfisch havde da også kun roser til sin ungarske debutant.

- Han står en fantastisk kamp. Han har en stor ro om sig, og så kan man se, det er en erfaren herre, der kommer ind, som ikke stresser i sine beslutninger. Så en kæmpe indsats af ham, og så skal vi ikke glemme det forsvar, han havde foran sig, og det går altid hånd i hånd, sagde en tilfreds cheftræner.

30-35 fans havde taget turen til Odense for at heppe på høgene, og det blev bemærket af klubbens nye træner, der var fuld af lovord for fansenes indsats på lægterne.

- Det er fantastisk, de tager herned en mandag aften, og det samme i sidste uge i Rungsted, hvor vi også havde mange med. Den passion og gejst, vores fans viser for ishockeyen, er simpelthen fantastisk, kom det med begejstring i stemmen fra Casper Stockfisch.

White Hawks ligger på førstepladsen med 12 point for fem kampe og spiller fredag sæsonens andet lokalopgør, når man skal til Gigantium og møde lokalrivalerne fra Aalborg Pirates. Mon ikke der kommer plus 300 WH-fans til Aalborg på fredag?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...