Skal tung råstoftrafik virkelig forbi vores børnehave og skole? 

Der er givet mulighed for at indvinde op til 75.000 m³ sand, grus og sten om året frem mod 2035. Ifølge oplysninger i sagen skal råstofferne blandt andet anvendes til større anlægsprojekter nord for området, herunder vejudvidelsen mod Skagen og etableringen af den nye ammunitionsfabrik i Elling. Det understreger kun behovet for at få valgt en transportvej, der er egnet til tung trafik og leder trafikken så direkte som muligt videre mod det overordnede vejnet.

Et af de mest konkrete problemer er Blåkildevejs faktiske bredde. Kommunen har oplyst en bredde på 4,8 meter, mens lokale opmålinger viser, at den reelt farbare asfalt flere steder kun er omkring 3,45-3,6 meter. Forskellen skyldes blandt andet, at kommunen medregner rabatten i vejbredden. Men en rabat er ikke en kørebane. Hvis rabatten ikke er opbygget og dimensioneret til tung trafik, kan den ikke uden videre regnes med, når man vurderer, om en vej er egnet til gentagen lastbilkørsel. Det er heller ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt to lastbiler kan passere hinanden. En almindelig personbil, der møder en lastbil, kan blive nødt til at bakke til nærmeste passagemulighed eller køre ud i rabatten for at skabe plads.

Det efterlader beboerne på Blåkildevej i en urimelig situation. De skal fortsat kunne komme til og fra deres hjem, men risikerer i praksis at blive tvunget væk fra den farbare vejbane for at gøre plads til erhvervsmæssig tung trafik. Og hvis en bil beskadiges ved at blive presset ud i en blød rabat, er det relevant allerede nu at få afklaret, hvem der bærer ansvaret.

Det er samtidig svært at få den nuværende situation til at hænge sammen med kommunens tidligere vurdering. Frederikshavn Kommune har i selve råstofsagen tidligere bemærket, at Blåkildevej ikke er bygget til tung trafik, og at øget lastbiltrafik kan påvirke både trafiksikkerheden og fremkommeligheden. Da kommunens vurdering siden har ændret sig, bør det derfor forklares konkret, hvilke fysiske eller trafikale 
forhold der er ændret. Vejen er jo den samme.

Netop derfor bør løsningen via Ovnstrupvej ikke skubbes til side for hurtigt. Det interessante er, at Ovnstrupvej ikke er en tilfældig lille markvej, som nu pludselig foreslås anvendt til tung trafik. Vejen har tidligere været en del af transportløsningen i forbindelse med skifergasprojektet i området. I VVM-materialet fra dengang fremgår det, at store lastbiltransporter skulle benytte Skævevej og Ovnstrupvej, at Ovnstrupvej 
var udbygget, og at krydset mellem Skævevej og Ovnstrupvej blev tilpasset, så lastbiler bedre kunne komme rundt. Frederikshavn Kommune vurderede samtidig, at Skævevej havde kapacitet til den ekstra trafik.

Derudover viser materialet fra den nuværende råstofsag, at Ovnstrupvej allerede tidligere har været inde i projektet som adgangsvej. Efter kritik af trafikforholdene på Blåkildevej ændrede ansøger faktisk adgangsløsningen, så Ovnstrupvej skulle anvendes til at tilgå Skævevej, netop for at begrænse den tunge trafik på Blåkildevej.

Det er derfor svært at forstå, hvis Ovnstrupvej nu nærmest afskrives som løsning uden en meget grundig politisk vurdering. For her har vi en rute mod Skævevej og videre mod Dybvad og motorvejen, hvor vejnettet i langt højere grad er indrettet til tung trafik. Samtidig undgår man at sende råstoftrafikken gennem Østervrå. Og netop den del er væsentlig.

Nu er der imidlertid sket noget meget konkret. Der er opsat ensretningsskilte for lastbiler på Blåkildevej, så den tunge trafik ledes ind fra Skævevej, gennem Blåkildevej og videre ud på Brøndenvej. Dermed er spørgsmålet om trafikken gennem Østervrå ikke længere kun et tænkt scenarie. Med den nye skiltning bliver Brøndenvej den naturlige fortsættelse for den tunge trafik. Når trafikken føres ad Brøndenvej gennem Østervrå, passerer den først børnehaven Bødkergården og derefter området omkring Torslev Skole. Det er en strækning med daglig færdsel af børn til fods og på cykel, og trafiksikkerheden omkring skolen er allerede et aktuelt tema. Brøndenvej er samtidig den vej, hvor et barn tidligere har mistet livet på vej til skole. Det bør derfor kræve en meget stærk begrundelse at vælge en rute gennem Østervrå, hvis der findes en mulighed for i stedet at føre trafikken ad Ovnstrupvej mod Dybvad og motorvejen.

Kommunens administration har peget på, at Ovnstrupvej er privat fællesvej, og at den foreslåede løsning derfor møder juridiske og ejendomsretlige udfordringer. Men det er ikke det samme som, at den trafikalt bedste løsning dermed skal opgives. Hvis det er ejerforhold eller vejrettigheder, der står i vejen, bør det politiske system efter min mening undersøge, hvilke muligheder der faktisk findes for at løse dem. Herunder om der kan indgås aftaler med lodsejere, eller om andre lovlige kommunale redskaber kan bringes i anvendelse.

For alternativet er konkret: tung trafik på en vej, hvor den farbare bredde flere steder er omkring 3,5 meter, beboere der kan blive tvunget til at bakke eller køre ud i rabatten, og en videre rute gennem Østervrå forbi både børnehave og skole. Over for dét står en rute via Ovnstrupvej, som tidligere er blevet udbygget og projekteret netop i forbindelse med tung trafik, og som giver forbindelse til Skævevej og videre til et vejnet, der er langt bedre egnet til lastbiltransport. Det er den sammenligning, politikerne bør forholde sig konkret til.

Hvis Ovnstrupvej efter en reel og grundig vurdering viser sig umulig, må vi derefter se på andre alternativer, som kan holde den tunge trafik væk fra Østervrå. Men vi bør ikke begynde med at acceptere Brøndenvej og skolevejen, fordi den trafikale bedste løsning administrativt er vanskeligere. Når vi står med op til 75.000 m³ råstof om året frem mod 2035, er der brug for en løsning, der holder i virkeligheden – ikke blot en løsning, der er lettest at administrere. Det er dén vurdering, jeg håber, Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur vil kræve og reagere på.