Gå til hoved-indhold
11. juni 2020 - kl. 23.06

DF's Kasper Lau udtræder af Frederikshavn Byråd

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Byrådet i Frederikshavn Kommune mister sit yngste medlem. Dansk Folkepartis Kasper Lau anmoder om at udtræde af byrådet fra 30. juni.

- Da jeg har valgt at sige ja til et nyt job, som indebærer, at jeg ikke længere kan blive boende i Nordjylland, kan jeg desværre ikke fortsætte mit hverv som byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune, oplyser Kasper Lau i en pressemeddelelse.

Han blev overraskende valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i 2017, hvor DF ellers havde et skidt valg og gik tilbage fra fire til kun to pladser i byrådet. Den 28-årige DF'er fik dog flere stemmer (408) end blandt andet de daværende byrådsmedlemmer Carsten Sørensen (208) og Lars Oldager (306), så han blev valgt ind i byrådet sammen med Flemming Rasmussen.

- Det har været et stort privilegie at få lov til at arbejde for bedre forhold indenfor social- og sundhedsområdet, heriblandt for kommunes fantastiske medarbejdere, som hver dag bidrager med en kæmpe indsats for at yde omsorg og støtte for de borgere, som har behov for hjælp, siger Kasper Lau og fortsætter:

- Desværre er dette område fortsat præget af en negativ udvikling, som består af besparelser og en jagt på urealistiske effektiviseringer, som medfører skadelige konsekvenser for de borgere som har behov for hjælp og svækker grundpillerne i vores velfærdssamfund.

Kasper Lau takker alle, som har vist ham tillid i form af deres stemme, samt alle, der har støttet og bakket op om hans politiske arbejde.

- Det er jeg dybt taknemmelig for, pointerer Kasper Lau.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvem der afløser Kasper Lau i byrådet. Lars Oldager, der fik tredje flest stemmer, har meldt sig ind i Socialdemokratiet. Næste på listen er Carsten Sørensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...