En søndag eftermiddag med et liv i musikkens verden
Thomas Peter Koppel var søndag på besøg i Café Knuth i Skagen, inviteret af Frederikshavn Teaterforening. Det blev en eftermiddag fyldt med historier fra et liv på scenen i mange generationer.
Thomas Peter Koppel fortalte om sit liv fra starten på Det Kongelige Teater til nu, hvor han har sit eget kompagni, Operettekompagniet, hvor der altid er masser af fantastisk musik og sange på repertoiret.
- Operettekompagniet er et fast indslag i Frederikshavn Teaterforenings repertoire, og vores publikum elsker dem. Thomas gør en stor ære ud af at trække de unge med ind på sangens arena. De har om nogen fortjent det, fortalte han. Sønnen Jonathan er i dag også et kæmpe talent, der er bud efter fra de store scener, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
Koppel-familien forgrener sig på mange områder, men én ting har de tilfælles, nemlig musikken. Der er enkelte, der ikke er gået musikkens vej, men alle står stærkt sammen. Livet har ikke kun været en dans på roser, der har været savn og afsavn, men der har heldigvis været flest af de gode, kærlighedsfyldte stunder i livet.
- Der var en rigtig dejlig stemning på Café Knuth, totalt udsolgt, og alle hyggede sig med at lytte og synge/nynne lidt med til de sange, der heldigvis også blev fremført. Et møde med Thomas uden en sang ville ikke være helt det samme. Med Thomas’ væremåde, hans ukuelige charme og hans sange sammensat i en stor oplevelse, så kan man næsten ikke forlange mere, mener Lilly Pedersen.
På et tidspunkt blev der afspillet en sang fremført af Thomas mor, Lone Koppel.
- Og ja, der må vi sige, at mange kunne mærke de små hår rejse sig, TOSCA med Lone Koppel, det er det ypperste, mener Lilly Pedersen.
Efter seancen havde alle gæster mulighed for at bestille mad og sidde og nyde den dejlige stemning og den gode mad.
Operettekompagniet kan opleves 11. januar 2026 med Solitudevej – en hyldest til det danske og masser af revyperler. Der er stadig billetter at købe her www.frederikshavnteaterforening.dk.