Gå til hoved-indhold
11. august 2019 - kl. 15.08

Flotte udesejre til både de gule og grønne i serie 3

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    FfI's JS-hold scorede fem mål i anden halvleg og vandt 6-3 over Gug Boldklub.
Af: Michael Frederiksen

Vanen tro leverer Kanal Frederikshavn hver søndag et overblik over, hvordan det er gået fodboldklubberne i Frederikshavn Kommune fra Danmarksserien til serie 4.

Danmarksserien, pulje 4:
IF Skjold Sæby kom ned på jorden igen, da oprykkerne fredag tabte 1-4 til Nørresundby. Kampen viste, at der er meget at lære i Danmarksserien.

- Vi oplevede for første gang i lang tid at være bedst mellem felterne, men dårligst i dem, siger Sæby-angriberen Jakob Kristensen.

Christoffer Nødgaard scorede på straffespark for IF Skjold Sæby. Dermed er midtbanespilleren kommet på måltavlen i sæsonens første to kampe for Skjold.

Jyllandsserien, pulje 1:
Efter en særdeles underholdende og mærkelig fodboldkamp endte alle tre point i Frederikshavn, da FfI tog imod Gug Boldklub. Gæsterne dominerede totalt de første 45 minutter, men FfI kom dog foran 1-0, inden måltavlen ved pausen fortjent viste 1-2.

I de første 13 minutter af anden halvleg scorede FfI tre gange. FfI kom også foran 5-2 og vandt kampen med 6-3. Både Frederik Guldager og indskiftede Jeppe Drejer scorede to mål. Sammen med Kasper Sørensen udgjorde de FfI's vigtigste trio på banen.

Det var dog cheftræner Troels Gaardbo, som på den anden side af kridtstregerne blev kåret til Kampens Spiller i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen, fordi han i pausen rokerede i forsvaret og ændrede formation fra 4-4-2 til 4-5-1.

Serie 2, pulje 11:
Østervrå IF sikrede sig årets blot anden sejr, da nedrykkerne søndag aften besejrede Nørresundby med 3-2 på udebane i serie 2.

FfI's andethold, som er oprykker, tabte 0-4 i Sulsted, mens Skagen IK først skal i aktion på tirsdag - hjemme mod Hjørring IF.

Serie 3, pulje 23:
Kvissel-Ravnshøj IF's oprykkere fik en perfekt start på efterårssæsonen. "Green Devils" vandt 2-0 ude over Hirtshals. Brødrene Jeppe og Casper Bille scorede på to flotte langskud.

SEIF sejrede også med 2-0 på udebane. "De Gule" besøgte Vraa/Børglum IF's lækre anlæg, og det inspirerede Alex Andersen til to fuldtræffere.

FfI's tredjehold får tirsdag aften besøg af Tårs-Ugilt IF.

Serie 3, pulje 24:
IF Skjold Sæbys nedykkere åbnede efteråret med en overbevisende 4-0-sejr over Ulsted. Efter flere svære år i serie 2 ser det ud til, at efteråret bliver noget sjovere for det unge Skjold-mandskab.

Serie 4, pulje 47:
Kvissel-Ravnshøj IF's andethold kunne ikke stille hold i udekampen mod SHI - en noget ærgerlig start for klubben.

Oprykkerne fra Jerup/Aalbæk skal først i aktion på onsdag, hvor Hjørring IF venter på udebane.

Serie 4, pulje 48:
FC Vakoks oprykkere vandt med 6-3 ude over Østervrå IF's nedrykkere, som ellers bragte sig foran med 2-0. Job Biak Uk Sang blev dobbelt målscorer for FC Vakok, som holder til i Frederikshavn.

Syvsten IF tabte på hjemmebane med 1-4 til PSI/Serritslev.

Dybvad møder mandag aften Tårs/Ugilt IF på hjemmebane.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...