Forkæl dine kunder på vandet i OKE Skagen
Foråret er i gang, og sommeren nærmer sig. Det betyder, at OKE Skagen igen er klar til at modtage gæster på den unikke båd, som afspejler en del af Skagens kulturarv.
- Der er ingen tvivl om, at vores gæster får en god og anderledes oplevelse, når de træder ombord på OKE Skagen. De får en fantastisk service i nogle utrolige rammer, siger direktør i OKE Skagen, Willy B. Hansen.
OKE Skagen er oprindeligt en fiskekutter fra 1936, og den blev brugt til fiskeri indtil 1988, hvor Jørgen Phillip-Sørensen købte det gamle fartøj og renoverede den til brug som sin private fritidsbåd. Familien til afdøde Jørgen Phillip-Sørensen stillede senere båden til rådighed for Skagen Havn, som anvender den som ambassadørbåd til profilering og eksponering af Skagen og byens virksomheder.
- OKE Skagen giver kunderne mulighed for at forkæle forretningsforbindelser eller påskønne sociale relationer med morgenmad eller frokost i nogle unikke omgivelser. Samtidig kan man holde møder i havnen, få en rundtur i Skagen Havn eller se Grenen fra søsiden, fortæller Willy B. Hansen.
OKE Skagen drives ikke på kommercielle vilkår, så betaling for lån af båden dækker alene en del af de generelle driftsomkostninger for den velholdte og autentiske fiskerbåd.





































