Frederikshavn Bryghus: Ejendom og bryggeriudstyr til salg
Frederikshavn Bryghus på Knivholtvej har sat både sit bryggeriudstyr og ejendommen til salg. På www.retrade.eu kan man byde på mikrobryggeriet med en årlig kapacitet på 220.000 liter øl. Frederikshavn Bryghus har i de seneste to år været hårdt ramt økonomisk i et svært marked.
Udstyret beskrives som et velfungerende, halvautomatisk og større mikrobryggeri fra et bryggeri i drift, og udstyret kan erhverves fra 1. januar 2024.
Samtidig er bygningen på 773 kvadratmeter sat til salg hos den lokale erhvervsmægler Calundan for knap tre millioner kroner.
Kanal Frederikshavn har kontaktet Lars Trie, som er indehaver af Frederikshavn Bryghus, men han har ikke ønsket at udtale sig om salget af bygningen og bryggeriudstyret.
Frederikshavn Bryghus har i de seneste par år været gennem nogle svære økonomiske år, hvor man i 2021 og 2022 har haft et samlet underskud på knap 1,6 millioner kroner. Disse underskud har resulteret i, at Frederikshavn Bryghus ved udgangen af 2022 havde en negativ egenkapital på 1.629.000 kroner.
Lars Trie har indtil for nylig også ejet bygningerne, der lagde lokaler til den lukkede Freddy's Bar. Bygningen er netop solgt, og baren åbner fredag under det nye navn JOY's PUB.