Gå til hoved-indhold
08. november 2019 - kl. 12.11

Frederikshavns nyeste køreskole har fart på

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Kørelærer Mariann Sjøberg sammen med iværksætterkonsulent Sidsel Schmidt-Andersen i det anderledes teorilokale i Tordenskjoldsgade.
Af: Kanal Frederikshavn

Den nyindkøbte Volkswagen er netop fyldt fem måneder og har allerede rundet mere end 21.000 kørte kilometer, så der er gang i 43-årige Mariann Sjøbergs køreskole, som hun startede i juni.

Mariann Sjøberg er uddannet frisør, og efter 10 år som privat dagplejer skulle der ske noget nyt. Hun tog derfor uddannelsen til kørelærer og åbnede Frederikshavn Køreskole i Tordenskjoldsgade.

- Jeg er jo uddannet i et servicefag, og jeg kan rigtig godt lide at have med mennesker at gøre. Det savnede jeg efter 10 år som dagplejer, så nu tager jeg fat på de næste generationer, siger Mariann Sjøberg med et smil.

Hun har været omkring Erhvervshus Nords iværksætterrådgivning, som også hendes mand Jan Christensen var først på året, da han overtog glarmesterforretningen Bent Ficks eftf.

- Hos Erhvervshus Nord har vi om alle aspekter om at starte virksomhed med hovedvægten på mit budget, og hvor mange elever jeg gerne skal have tilgang af på månedsbasis. Så har Sidsel (Schmidt-Andersen, iværksætterkonsulent, red.) åbnet mine øjne for andre mulige kundegrupper, så det ikke kun er de unge. Det kan for eksempel være ældre kvinder, som ikke har kørt bil i mange år, fordi det har manden gjort. Men pludselig kan de få et behov for at kunne køre selv, og så kan de få nogle timer hos mig, forklarer Mariann Sjøberg.

Siden juni er fire hold kommet igennem køreskolen. Hold fem starter 20. november, som er sidste hold i år, og så er Mariann Sjøberg klar til endnu flere elever i det nye år.

- Der er ofte langt flere kundegrupper, end iværksætteren umiddelbart forestiller sig til de produkter eller ydelser, som han/hun sælger. Her hjælper vi iværksætteren med at sparre om kundegrupper og markedspotentialer. Man kan enten udvide sin forretning ved at tilbyde sine produkter til nye kundegrupper eller udvikle nye produkter til sine eksisterende kundegrupper. Her går vi fagligt ind og udvikler på iværksætterens forretningspotentiale, forklarer Sidsel Schmidt Andersen.

Næste skridt for Mariann Sjøberg er også at udbyde kørekort til motorcykel, så ved siden af forretningen tager hun nu uddannelsen til motorcykellærer, som kræver et selvstændigt uddannelsesforløb.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...