Gå til hoved-indhold
03. februar 2026 - kl. 00.02

Frustreret fan vil hjælpe White Hawks: Klar til at købe B-aktier for 10.000 kroner

  • 1 af 1
    - Jeg er klar til at gå forrest, og jeg vil hellere end gerne hjælpe med finde flere folk, som vil købe aktier i klubben, siger Benny Petersen.
Af: Michael Frederiksen

Benny Petersens hockeyhjerte bløder. Han har været fan af FIK og Frederikshavn White Hawks siden 1964. Nu mister høgene slutspillet for anden gang på tre år. Det kan Benny Petersen ikke holde ud. Han tilbyder derfor klubben at købe B-aktier for 10.000 kroner, men det er et krav, at ledelsen åbner for flere A- og B-aktionærer.

- Jeg efterlyste allerede for to år siden større åbenhed i ledelsen. En åbenhed, som blandt andet skal bruges til at skaffe flere aktionærer. Jeg er klar til at gå forrest, og jeg vil hellere end gerne hjælpe med finde flere folk, som vil købe aktier i klubben, siger Benny Petersen til Kanal Frederikshavn.

Han erkender blankt, at det er flere år siden, at han har overværet en hjemmekamp i Nordjyske Bank Arena. Efter årtier som trofast fan kan han ikke holde nedturen ud - og dog. Han streamer kampene på DirekteSport.

- Jeg ønsker flere mennesker med penge ind i ledelsen, og så skal fans som mig have mulighed for at købe B-aktier. Målet er, at Frederikshavn skal med i slutspillet hvert år. Jeg forlanger ikke, at vi er tophold, men vi bør som minimum spille jævnbyrdige kvartfinaler og nogle år kvalificere os til semifinalerne, mener Benny Petersen.

Han har den holdning, at både fans og sponsorer skal forlange, at ledelsen fornyer sig.

- Det er lige før, at jeg vil opfordre fans til at blive væk fra kampene, og sponsorer til afvente med at forlænge deres aftaler, indtil der er sikkerhed for, at ledelsen forstår alvoren. Nedturen har varet i flere år, og det bekymrer mig, at udmeldingen hvert år er den samme: "Det bliver bedre i år", siger de. Det passer bare ikke, og det frustrerer fans. Jeg er ikke i tvivl om, at Conradsen (formand Peter Conradsen, red.) længes lige så meget efter succes som os andre, og han har brugt mange millioner sponsorkroner i White Hawks, men Conradsen har brug for nye pengestærke legekammerater i bestyrelsen, mener Benny Petersen.

White Hawks spiller i aften hjemme mod Rungsted Seier Capital. Høgene har endnu ikke besejret nordsjællænderne i denne sæson. Der er kampstart kl. 19.00 i Nordjyske Bank Arena.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...