Gå til hoved-indhold
02. maj 2019 - kl. 00.05

'Going Downtown': Ny single fra Sergeant Cane

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Sergeant Cane skiftede mening på vej til Berlin og fandt en anden sang at indspille.
Af: Kanal Frederikshavn

De tidligere danske mestre i popmusik, frederikshavnerbandet "Sergeant Cane", der efter en pause på 37 år sidste år udsendte singlen "Leaving Home", er nu klar med en ny single og video til sangen "Going Downtown".

Oprindeligt var orkestret på vej til Fuseroom Recording Studio i Berlin for at færdiggøre en helt anden sang. Undervejs blev der lyttet til demoer, og en af melodierne fandt bandet så iørefaldende, at det blev besluttet at indspille den sang i stedet for.

Da studiet var booket til dagen efter, og der stadig manglede tekst og omkvæd til sangen, blev der travlt. Henrik Grandt Jakobsen måtte således sidde en varm sommernat på en hotel-balkon i ambassadekvarteret i Berlin og skrive "Going Downtown’" der handler om, hvad orkestret oplevede i løbet af 24 timer i byen.

Det var dog kun selve melodien og teksten til omkvædet, der var helt på plads om morgenen, da sangen skulle indspilles - resten blev skrevet undervejs til studiet og i studiet, efterhånden som den blev indspillet.

De små tekstnoter, der blev skrevet under indspilningen og rakt ind til guitaristen og sangeren Troels Mikaelsen, hænger nu, sammen med en indrammet single, i Fuseroom Recording Studios "Hall of Fame".

Videoen til "Going Downtown" er klippet af FS Orlonn i Lyddokken Studio, og her gæsteoptræder den lokale erhvervsmand Hans Schmidt Andersen samt journalist Sussi Skov, og i rollen som den skæve kineser, Mr. Thung, ses orkestrets lydtekniker, Preben Wolff.

"Going Downtown’"udkommer i løbet af de næste dage på alle tilgængelige streamingtjenester, og den bliver til efteråret fulgt op af endnu en single.

"Going Downton" er optaget i Lyddokken Studio i Frederikshavn med FS Orlonn som tekniker samt i Fuseroom Recording Studio i Berlin med Alberto Rizzo Schettino som tekniker.

Sangen er produceret af Niclas "SongManNic" Johannesen, og det færdige mix er udført af Oli Poulsen, der har produceret for blandt andre Hanne Boel, Michael Learns to Rock og Sanne Salomonsen.

"Sergeant Cane" er:
• Henrik Grandt Jakobsen: Vokal og trommer
• Troels Mikaelsen: Vokal og guitar
• Knud-Erik Thrane: Vokal og keyboard
• Flemming Brorson Møller: Vokal og bas
• Preben Wolff: Lyd og media

<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/VAP8cW7eOmQ" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen=""></iframe>

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...