Gå til hoved-indhold
25. januar 2026 - kl. 00.01

Gratis Skolepadel på skoleskemaet i Padel 99 i Frederikshavn

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Padel 99 i Frederikshavn tilbyder i 2026 alle elever i 7., 8. og 9. klasse i Frederikshavn Kommune Gratis Skolepadel. Projektet er et samarbejde mellem Spar Nord Bank, Nykredit Bank, Frederikshavn Kommunes Partnerskabspulje og Padel 99.

Et forsøg med Gratis Skolepadel til de ældste årgange blev afprøvet med succes i efteråret 2025, hvor Dansk Skoleidræt var samarbejdspartner. På bare fem uger havde det nyopførte padelcenter i Frederikshavn besøg af 380 elever fra otte skoler. 25 klasser spillede to timers gratis padel. Som afslutning deltog 40 elever på Skolernes Motionsdag i kommunemesterskabet i skolepadel.

- Padel appellerer til mange af de elever, der måske ikke er engageret i mere gængse holdsport, og her kan fordybe sig i en ny, populær og moderne sport. Padel appellerer både til den enkeltes konkurrencementalitet og har samtidig et stort socialt element, siger tovholder og idrætslærer John Christensen, Frydenstrandskolen i Frederikshavn.

Han koordinerer og kommunikerer med idrætslærere fra de øvrige skoler og melder om stor efterspørgsel og engagement.

Spar Nord Bank, Nykredit Bank, Frederikshavn Kommune Partnerskabspulje og Padel 99 er samarbejdspartnere.

- Med Nykredits opkøb af Spar Nord Bank bliver vi hele Danmarks foreningsejede relationsbank, og heri ligger en forpligtelse til at støtte op om lokale initiativer. Gratis Skolepadel i Padel 99 synes vi er en rigtig fin mulighed for at yde støtte til et spændende initiativ i Frederikshavns nye flotte padelcenter, netop fordi børn og unges trivsel, motion, fællesskaber og sociale relationer ligger os meget på sinde i Spar Nord Bank, siger lokalbankdirektør Anders Krøgh, Spar Nord Bank i Frederikshavn.

Padel 99 nyder at få besøg af skoleklasserne i formiddagstimerne.

- Vi elsker unge mennesker i centret, og vi kan se, at Gratis Skolepadel for fleres vedkommende er indgangsporten til at komme i gang med at spille padel. På sigt skal dette initiativ skabe grobund for en ungdomsforening, der vægter fællesskabet i fritiden samt muligheden for, at enkelte udøvere finder en sport, hvor de kan udvikle sig og på sigt nå et mere konkurrencepræget niveau og måske endda et eliteniveau. Vi drømmer da om at se nogle af skoleeleverne blive holdkammerater med Emil Lilleøre, Malthe Nielsen og Sofus Brønnum på vores elitedivisionshold, siger Jacob Birkkjær, medejer af Padel 99.

Projektet giver mulighed for 100 x 2 timers gratis padel i 2026.

Kommunens folkeskoler bliver inviteret til at deltage i projektet via Aula i løbet af kort tid, og interesserede idrætslærere kan kontakte tovholder John Christensen, Frydenstrandskolen, enten på mail jhch@frederikshavn.dk eller mobil 20721387 for yderligere oplysninger om projektet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...