Halloween-shopping med spøgelser i gågaden i Frederikshavn
Fredag 31. oktober holder byens butikker åbent til klokken 21.00 i forbindelse med "Halloween-shopping".
- Dagen starter allerede kl. 10.00 med gode tilbud og efterårsnyheder i byens butikker, så kom forbi og lav en god lokal handel. Der er "Trick or Treat" i udvalgte butikker, blandt andet Lundgaard, Name-it, Elektroniks, Skoringen, Lædermagasinet og Spar Dame, fortæller handelschef Dan Kobberup.
På Stentorvet ved Genbrugsen er der bunkevis af gratis græskar til udskæring (så længe lager haves) og Skøjte og Sports Forening Nord hjælper børnene med kreative udskæringer fra klokken 12.00.
Fra klokken 15-00-18.00 er eventfirmaet The Skye is Blue klar med (U)hyggelige sjove oplevelser i børnehøjde på Fisketorvet ved Tordenskjoldsstatuen.
- Kig forbi torvet. Der er slikposer til udklædte børn og unge og forskellige konkurrencer med små præmier (så længe lager haves). Der er blandt andet balance, udklædning, skattejagt og hoppepude for de mindste. Samtidig kan du møde repræsentanter fra politiske partier: Enhedslisten, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti med flere, siger Dan Kobberup og tilføjer:
- Vi glæder os til en (u)hyggelig, hyggelig handelsdag med mange forskellige oplevelser i midtbyen.
Byens populære FREDERIK-maskot deler sødt ud i gågaden og fra kl. 15.30-19.00 er der ligeledes udskæring af kreative græskar (så længe lager haves) med hjælp fra Støtteforening for Frederikshavn Friskole.
Når mørket falder på fra klokken 16.00 er der gadeteater i gågaden med tre-fem spøgelser fra Museet Sognefogedgården Frederikshavn.
Tordenskjoldsgarden giver minikoncerter på midtbyens torvepladser og DJ Sune underholder med musik på Stentorvet. Kl. 17.00 indtager PureGym Stentorvet og giver et "uhyggeligt" opvisningsshow.
Når butikkerne lukker, forsætter Halloween-Festen på Joys Pub med livemusik med Tøt City Band.





































